Traumer i barndommen fører til livslange kroniske sygdomme

 

10. august 2016
af Donna Jackson Nakazawa

Original artikel: 
Childhood trauma leads to lifelong chronic illness — so why isn’t the medical community helping patients?

Dansk oversættelse af Pia Hoffmann

 

Traumer i barndommen fører til livslange kroniske sygdomme – så hvorfor hjælper lægesystemet ikke patienterne?

Jeg var 12 år og på vej hjem fra svømning i min nabos have, da jeg så en ambulances blinkende lys i vores indkørsel. Jeg husker stadig, hvordan asfalten brændte mine fødder, da jeg stod lammet og så ambulanceredderne bære min far væk. Det var som om, jeg vidste, at de blinkende lys var en budbringer om, at min barndom var forbi. 

På hospitalet udførte en kirurg en 'mindre' tarmoperation på min unge far. Kirurgen lavede en fejl, og i stedet for at komme hjem til vores 'velkommen hjem' bannere døde han.

Behandlingssystemet havde svigtet min far på det groveste. Så begyndte behandlingssystemet at svigte mig. 

Trauma

Da jeg var 14 år, begyndte jeg at besvime. Lægerne antydede, at jeg bare prøvede at få opmærksomhed. På college begyndte jeg at få regulære anfald. Jeg holdt det for mig selv af frygt for at blive en moderne Camille. Jeg kunne vågne på gulvet gennemblødt af sved med fremmede stående rundt om mig. Så fik jeg et anfald foran min tante, der var sygeplejerske, og 48 timer senere vågnede jeg på hospitalet med en pacemaker.


Da jeg var i begyndelsen af 40'erne, udviklede jeg Guilain Barres Syndrom, en neurologisk autoimmun sygdom, der giver lammelser fra halsen og ned. Jeg endte på Johns Hopkins Hospital præcis på årsdagen for min fars død på den samme hospitalsfløj, hvor han døde, ude af stand til at bevæge mig. Det var et par dage før, jeg fyldte 42, nøjagtig samme alder, som min far havde, da han døde.


Jeg kom mig, men fik et tilbagefald og blev lammet igen. Mange af mine børns tidlige barndomsminder involverer min seng, hvor vi spillede spil og læste bøger.


Det var først, da jeg var 51, at en læge stillede mig mit livs vigtigste spørgsmål – et spørgsmål som ville føre mig til et bedre helbred, end jeg havde haft i årtier: "Er der nogen barndomstraumer, som kan have bidraget til det ekstremt høje niveau af inflammation, du oplever som voksen?”


Min læge fortalte mig, at vedvarende modgang i barndommen fører til en kronisk tilstand af 'kæmp, flygt eller frys'. Forskere på Yale havde kort tid forinden påvist, at inflammatoriske stresshormoner oversvømmer barnets krop og hjerne og forandrer de gener, som holder øje med vores stressreaktioner, så stressresponsen sættes på 'høj' for resten af livet. Denne tilstand øger risikoen for inflammation, som manifesterer sig i cancer, hjertesygdomme og autoimmune sygdomme som min.


Som videnskabsreporter var jeg chokeret over at opdage, at forskning, der kobler stress i barndommen til sygdomme i voksenlivet, begyndte i 1996 med The Kaiser Permanente-CDC Adverse Childhood Experiences Study (ACE Study). Siden da har over 1500 peer-reviewed studier gentaget disse opdagelser.


Forskningen var tydelig. To tredjedele af amerikanerne siger, at de har haft uønskede barndomsoplevelser. De inkluderer klare seksuelle og fysiske overgreb, men også stressfaktorer som mange vil anse for normale – at vokse op med fraskilte forældre, leve sammen med en deprimeret eller alkoholisk mor eller far, have en forælder som nedgør eller ydmyger en – eller simpelthen at føle at éns familie ikke var der for en. Mennesker, der i barndommen havde oplevelser i disse fire kategorier, var dobbelt så udsatte for at blive diagnosticeret med kræft eller depression som voksen.


Én statistik ramte lige plet hos mig: kvinder, der havde været udsat for tre typer af modgang i barndommen havde 60% større risiko for at få en autoimmun sygdom som voksen. Tilsvarende koblinger kan man finde mellem stressfaktorer i barndommen og hjertesygdomme i voksenlivet, diabetes, migræne og irritabel tarm. At have været udsat for seks kategorier af stressfaktorer i barndommen forkortede   ens livslængde med tyve år.

 

 Youtube 

Et studie af 125.000 patienter viste imidlertid, at hvis læger anerkendte og åbent italesatte patienternes barndomstraumer, nedsatte det deres lægebesøg med 35%. Validering af patientens lidelser, får patienten til at tale om det.


Alligevel, på trods af 20 års forskning der kobler barndomsstress til sygdomme hos den voksne, opfører hovedparten af lægestanden sig som om, disse fund ikke eksisterer.


Til august begynder medicinstuderende på universiteterne over hele landet. De vil forventes at komme ud med en dybdegående viden om, hvordan de skal hjælpe patienter med at blive raske. Men chokerende nok underviser kun få universiteter studenterne i, hvordan barndommens lidelser har indflydelse på sygdomme i voksenlivet. Hovedparten af universiteterne udelader denne forskning. Måske frygter de, at hvis de begynder at undervise i det, vil det åbne døren til at få psykiatri ind i eksamensværelset.


Men burde læger ikke se hele patienten – krop og sind – så de kan foreslå værktøjer, der kan hjælpe med at lindre både roden til sygdommen og sygdommens symptomer? Når læger hjælper patienter med at få indsigt i, at barndommens modgang spiller en rolle i de kroniske sygdomme, de har nu, hjælper de dem med endelig at kunne hele fysisk og emotionelt.


Alle sygdomme har flere faktorer. Tidligere traumer er én af disse faktorer. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan min egen historie kunne have været anderledes, hvis lægeverdenen havde været traume-bevidst. Hvad hvis -  efter min fars pludselige død - de følelsesmæssige omkostninger for et sådan traumatisk tab var blevet valideret, og vores lægesystem havde tilbudt terapeutisk behandling?


Det er to årtier siden, at forskningen, der kæder modgang i barndommen sammen med sygdomme i voksenlivet, begyndte. Tænk på, hvor mange penge, vi siden da kunne have sparet i vores sundhedsvæsen, hvis vi havde medtænkt den betydning, som tidligere traumer spiller for ens nuværende fysiske tilstand, i stedet for at vente et helt liv på at det skal vise sig i forfærdelige sygdomme, som er vanskelige at helbrede, og som kan ødelægge ens liv for anden gang.


Ifølge CDC, er de årlige helbredsudgifter for voksne patienter, der har oplevet tidlige traumer, 124 milliarder dollars om året. At anerkende patienternes tidligere traumer er ikke kun godt for deres helbred, men det vil også betyde færre prøver, procedurer og i det hele taget penge, der skal bruges på sundhedsvæsnet.


Statistikker viser, at to tredjedele af amerikanere, der læser disse ord (inklusiv læger), vil opdage, at oplevelser i deres barndom stadig følger dem i dag som små spøgelser. Heldigvis anerkender lægevidenskaben nu mange dokumenterede behandlinger til at komme sig efter traumer, selv årtier efter selve oplevelserne.


Det er på høje tid med en national oplysningskampagne – i stil med at brug af sikkerhedsseler redder liv, at rygning giver kræft, og at vaske hænder kan forhindre forkølelser – så læger og familier kan få viden om, hvordan barndomstraumer avler sygdomme i voksenlivet. Først da kan vi hjælpe dem, der føler sig lammet af deres fortid, så de kan få de sunde liv, de fortjener.


 

Denne artikel blev først offentliggjort i The Huffington Post. Donna Jackson Nakazawa er forfatter til Childhood Disrupted: How Your Biography Becomes Your Biology and How you Can Heal. You can follow her on Twitter at @DonnaJackNak, or on Facebook