Tid er vigtig!

 

Hvorfor er langvarig terapi så afgørende for mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb?

Af Anette Wingård,  Kunstterapeut  (har modtaget 2½ års behandling for senfølger  af samme terapeut)


"Der er mange former for intelligens. Jeg tror, den vigtigste er evnen til at lære. Vi lærer af vores fejl. Og fejl er kun fejl, hvis vi ikke lærer at handle og tænke anderledes. Jeg har endelig taget ved lære. Ikke mindst er jeg blevet bedre til at vælge gode relationer. (…) Og jeg har lært ikke at køre i de samme negative riller, igen og igen. Jeg tror en mulig definition på psykisk sygdom er, at vi gentager de samme dårlige ting og forventer forskellige resultater. Det er en slags stædighed. Til sidst indså jeg, at jeg blev nødt til at holde op med at gentage mig selv, hvis jeg skulle opnå bedre resultater. Nu går det fint, og jeg har søgt længe mod denne følelse. Det har taget rigtig lang tid, og det har ikke været nemt. Tid er vigtig. Det findes kun sjældent et quickfix." Elizabeth Wurtzel, forfatter til Prozag Nation, i Information 03.08.17.

Har man senfølger efter seksuelle overgreb, giver Elizabeth Wurtzels ord rigtig god mening:  Det er så vigtigt at arbejde på at ændre et gammelt reaktionsmønster, der sidder i hjernen, i kroppen, ja i hele systemet. Og i den forandringsproces er tid, lang tid, afgørende. Ikke mindst for at nå frem til startpunktet: en positiv og ærlig relation mellem terapeuten og en selv. Man skal, kort sagt, lære at have tiltro.

Men hvordan?

Neuropsykologen og filosoffen Louis Cosolinis siger i sin bog Why Therapy Works – Using our Minds to Change our Brains (2016) at forandring af tidligt tillærte reaktionsmønstre baseret på, frygt, utryghed og mistillid absolut er mulig, fordi hjernen, vores neurale system, er plastisk – til at ændre. Trods stærkt negative og dybt krænkende erfaringer i barndommen kan man som voksen godt bryde et mistillidsmønster: det behøver ikke at blive videregivet, når man gennem en god og stærk relation til ens terapeut og/eller til sine venner får trygheden ind på rygraden.  

Cosolini skriver ikke specifikt om mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb, men hans fokus på mistillids- og skammønstre tillært i barndommen gør hans bog super relevant i en Spor-sammenhæng. Det gælder ikke mindst hans veldokumenterede argumentation for, at ingen - hjerne og krop - er låst fast i negative frygtmønstre.

Cosolini understreger at opbygningen af den trygge og ærlige relation i terapien er en lang proces. Mistiliden er jo et solidt, gammelt forsvar mod en fundamental mangel på omsorg i barndommen. Derfor kan man i starten af et terapiforløb sagtens agere positivt, som den gode klient, samtidig med at terapeuten fungerer som en projektionsskærm for en - måske som den dårlige mor eller far. Eller man kan gøre sig værd at afvise, fordi man forventer at blive afvist. Og man kan ubevidst arbejde på at få terapeuten til at respondere som ens forældre gjorde. Den, der har senfølger efter seksuelle overgreb, vil næsten altid bære på en kerne af skam: skammen over hvem og hvad du er. Denne grundlæggende skam er indprogrammeret så tidligt, at den er meget velkendt for skambæreren også uden, at der er sat ord på. For barnet og senere den voksne indebærer denne grundlæggende skam en oplevelse af afvisning, også i neutrale og positive situationer. Desuden er det sådan, siger Cosolino, at mange mennesker med en grundlæggende skamfølelse ser deres tilstand som ’naturlig’, og har derfor svært ved at arbejde frem mod løsninger. Men fordi ængstelsen og utrygheden ved den grundlæggende skam er så stor, vil mange skambærere selvfølgelig helst have løst deres problemer hurtigst muligt, og er også indstillet på at få hurtige svar fra f.eks. livsstilseksperter. Der sker nemlig det, siger Cosolino, at når vi skammer os, føler vi os truede, og så lukker hjernen delvis ned. Det bliver svært at tænke rationelt. En mindre forladthedsfølelse opstået i voksenlivet, f.eks. i forbindelse med en aflysning af en aftale, kan nemt aktivere erindringer om tidlig forladthed og dermed fremkalde en stærk reaktion.

Alt dette vil selvfølgelig komplicere relationen til terapeuten. Derfor handler det om i fællesskab at skabe en ny fortælling, hvor både terapeuten og man selv sætter ord på det, der sker i relationen, understreger Cosolino.  På den måde overskriver man sammen med terapeuten hukommelsessporet med den negative forældre-barn kontakt.

For Cozolino består den konkrete terapeutiske overskrivningsproces af tre faser:

  • Forståelse: At indse at man bruger sit gamle forsvar, selvom det ikke længere er nødvendigt.

  • Følelsesmæssig reaktion: Sorg over den tryghed man ikke fik i barndommen, og indtil nu heller ikke i voksenlivet. Men, som Cozolini siger: denne sorg er en fase, et trin -  ikke en livsstil.

  • Den neurale genskabelsesproces. Her vil man sammen med terapeuten diskutere nye måder at være sammen med andre på. Udgangspunktet er en lang liste af eksempler på social adfærd, der har givet negative resultater. Det første trin er derfor at stoppe med at gøre det der ikke fungerer, få øje på skambaserede tanker, følelser og væremåder. Dernæst handler det om at finde nye måder at interagere på. Det kan være angstprovokerende, stressende at skifte spor. Derfor er der brug for teknikker som meditation, yoga og hvad man kan bruge for at begrænse sin stress og dermed nedregulere amygdala, det lille område i hjernens tindingelap, der er centrum for frygtkredsløbet.


Det vigtige her er, at et utrygt tilknytningsmønster og amygdala er forbundet. Neurovidenskaben viser i hvert fald indtil videre, siger Cozolino, at en utryg tilknytning associerer til amygdala-frygten. Så for den der har ubearbejdede senfølger, betyder det at nærhed og intimitet aktiverer amygdala: den sender et faresignal, og kamp-frys-flugt-responsen bliver trigget. Det er den automatreaktion man, med terapeuten som hjælper, skal søge at blive bevidst om og gradvis ændre, så en tryg tilknytning kan etableres i stedet. Samtidig bygger man nye neurale ’systemer’, eller forstærker, dem der er.  Det drejer sig om et kredsløb fra pandelappen i hjernebarken ned til amygdala, et kredsløb der går ud på at hæmme den automatiske amygdala-respons, f.eks. flugt og oplevelsen af konstante mavepustere. Når hjernebarken i stedet får mere plads, vil dens potentiale, bl.a. at tænke og planlægge, tage pladsen. Gradvist. Man bliver ikke så låst, ramt, men kan se og reflektere over det skete, som når man reflekterer over en fortælling.  Hjernebarken kan altså hindre eller reducere tidlige reflekser og den indlærte frygtrespons, der er lagret i amygdala.


Det, terapeuten skal hjælpe med, er derfor at opbygge et nyt hjernebarkskredsløb, der skal overbevise amygdala om, at vi ikke har noget af frygte og dermed kan tillade os at ændre eller ommodellere vores tilknytningskredsløb. For selvfølgelig kan amygdala være brugbar: den kan beskytte mod en reel fare – men skal ikke have lov til at fylde det hele!  


Denne opbygning af et nyt hjernebarkskredsløb tager rigtig lang tid, da den sker gennem talløse reguleringer. Lidt efter lidt bliver der så sendt styrke, sammenhæng og forbindelser ind i de neurale kredsløb, forbindelser der tillader os at hindre den gamle, indlejrede frygt for at lære nye, for én selv sunde måder at leve på. Så her skal meget mere til end tolv samtaler hos psykologen!


Det er selvfølgelig helt afgørende at man er i behandling hos samme terapeut når de indarbejdede, men ikke længere brugbare mønstre skal forandres. Kortere og skiftende behandlingsforløb, hvor man gentagne gange oplever at skulle starte ’forfra’ omkring sin problematik, vil efter min erfaring oftest frustrere og sinke helingsprocessen.


Det er, som jeg ser det, helt afgørende at overskrivningsprocessen inddrager hele mennesket, ikke kun det kognitive. Cozolino nævner som sagt yoga og meditation som måder at nedregulere amygdala på. Men en lang række kropslige og kreative udtryksformer, som spontan dans og maleri er i høj grad med til at overskrive det gamle skammønster. Det er legende måder at udtrykke sig på, forstå sig selv på – hvad man også er. Og det er udtryksformer, hvor man selv sætter ord på deler med andre– igen en overskrivning med fed skrift!


Wikipedia:

Amygdala: det lille område af hjernens tindingelap der håndterer frygt og forsvarsmekanismer. Er en del af det limbiske system, der kan udløse forskellige viscerale og autonome reaktioner: vejrtrækning, mave, tarm.

Cortex: hjernebarken, det yderste lag af storhjernen og lillehjernen hos højerestående dyr. den del af hjernen der bearbejder sensoriske indtryk og står for de kognitive funktioner som at tænke, huske, tage beslutninger. Kan inddeles i 4 lapper:

Pandelap/frontallap: tankegang, planlægning og organisering. Varetager hukommelsen og opmærksomhed. Har betydning for følelseslivet. Indeholder flest dopamin sensitive neuroner. Står for belønning og opmærksomhed, korttidshukommelse, opgaver, planlægning og motivation. Er først udviklet omkring 20 års alderen

Isselap: sanseindtryk, smerte, berøring. Føle- og bevægefunktioner

Tindingelap: lugt, smag, hørelse

Nakkelap: opfanger og fortolker synsindtryk.