Mit hemmelige liv

Skrevet af medlem af Spor og bragt med tilladelse.

 

Nogen gange vågner jeg om natten. Inden jeg når at trække vejret, slår følelser og tanker ned. Som en ugle, der blot har ventet på bevægelse i mørket. Grebet er hårdt og ubarmhjertigt. Den stille død, den som ingen andre end jeg selv kan se, har dræbt mig tusindvis af gange.
Når det sker, har jeg ingen idé om, hvordan det skal lykkes mig at klare dagen, som venter. Det er svært at se vejen frem, når følelsen i kroppen overtager sanseapparatet og sender besked ud i alle hjørner af bevidstheden: Du hører ikke til i verden, du er uønsket.


Ofte er det svært at mærke følelser uanset, hvor de befinder sig henne, for jeg er vokset op med en fjende, som har skjult sig i mit sanseapparat. Flere gange har det drevet mig ud til kanten af livet, til et punkt så mørkt, at selv stjernerne måtte give fortabt. Sagt ligeud: Jeg har forsøgt at begå selvmord.
Disse ord ville ikke stå her, hvis det som tynger, havde fået sin vilje, for det kan nemlig føles som en indtrængende kraft, en invaderende magt, som søger at knuse alt, hvad man er.

Nogen gange er det synet af noget bestemt, som sætter lavinen i gang. Det kan være en lyd, en lugt, en duft eller et billede i fjernsynet, som sender et ping ned i hukommelsens arkiv, hvorfra noget tungt og kantet, sender svar tilbage. Det er i kroppen, som en knude i maven, et lille, lokalt sort hul som bøjer tid, lys og nærvær. Alt bliver forvrænget. Dét, som nogen vil kalde for kærlighed, mærkes som en anklage.


For hvem kan dog elske mig?


Det med kærlighed, det, som jeg ellers ønskede mig over alt andet, er tæt på at være det eneste, som ikke kan opnås. Når nogen kommer tæt på, kan det gøre ondt. Det kan dræbe. Flugt har altid været min løsning, hvis nogen skulle komme for nær, hvis paraderne kom for langt ned. Det er ikke et problem at sende kærlighed ud, det er forholdsvist nemt, balladen opstår, når den kommer retur. Omsorg bliver følt som en anklage, en blinkende pil som peger på alt det ødelagte.


Jeg lever et liv med senfølger efter seksuelt misbrug i barndommen. Det er ikke noget, som på magisk vis bare går i sig selv. Man vågner ikke op en dag med fuglekvidder i ørerne og solskin i øjnene, hvor alt bare er væk fra krop og sind.


Hvordan føles det?
Jeg har ikke nogen værdi, og alt, hvad jeg kan, føles hult og eroderet. Som en vissen, tør gren i skovbunden. En anonym tilværelse i skyggen af de andre træer, de som har fortjent at række efter lyset. Det betyder, at når det er værst, så trækker jeg mig fra andre mennesker, søger væk og ud, som regel til et punkt, hvor dét at være alene bliver vekslet til ensom. At være til stede i kroppen, føles kvalmende, trangt og tungt. Oplevelserne bliver hængende som et ekko af fordums nederlag. En tur til tandlægen, er nærmest altid forbundet med en genopfriskning af traumerne. Det samme med lægen, fysioterapeuten, kiropraktoren og alle andre steder, hvor man ’overgiver’ sig til et andet menneske.


Jeg har en spiseforstyrrelse, den dukkede op i løbet af puberteten og blev hængende. Der kan sagtens gå det meste af en dag, før jeg kommer i tanke om, at det nok ville være en god idé at spise noget. Som regel er signalet rysteture, kvalme og træthed.


Når man tager et brusebad, hvor vandet i selskab med tyngdekraften sørger for at tegne kroppens ydre grænse op, kan det også slå ned. Nærvær bliver alarmerende, for det betyder, at man skal mærke sig selv, og når det er værst, er det som at blive dyppet i syre. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har skreget tavst under bruseren.


Nervesystemet er gearet anderledes. Det er ikke noget, jeg har valgt, det er resultatet af at vokse op, som jeg gjorde. Et liv i skjul bag masser af facader og tænkte dæmninger. ”Det er din egen skyld,” blev til et mærke, som ætsede sig ind og blev siddende. Smerte blev til sorg, som så blev til skam.


I årevis søgte jeg en vej ud af det, en nem løsning, som skulle kunne dække over det gabende, sorte hul. Den fandt jeg aldrig, for den findes vist ikke. Til gengæld drog jeg andre erfaringer:


Når jeg søger væk, når smerten åbner sig, har jeg lært, at det hjælper at søge den anden vej. Tale om det, skrive det ned og se ordene komme flydende ud af fingrene.


Meditation har også hjulpet, når tankerne har været tunge. Ikke nødvendigvis den slags, hvor man, siddende i lotusstilling, forsøger at afklæde bevidstheden sit tanke-tøj. Det kan også være ude ved stranden, hvor skoene bliver taget af, og underlaget mærkes uden filter. Dét, som det gør, er for mig at åbne øjeblikket, og skabe en dør som gør, at jeg kan træde væk fra den lomme af datid, som jeg så ofte har befundet mig i.


Jeg tilbringer megen tid sammen med min hund. Den er, sammen med én anden, min største inspiration. Hunden lader ikke til nogensinde at have haft skyggen af sorg over sit sind. Hver dag startes med en logrende morgenhilsen, så man næsten kunne få den tanke, at der er tale om en hunde-helikopter.


Det, som gør mig glad og fri, som regel at skrive digte, noveller og længere historier, bliver også brugt som en modvægt. For at opretholde balancen. Harmonien.
På en måde kan man sige, at den udeblevne omsorg, er noget jeg skal sørge for at give det barn, som bor i min hukommelse. Han og jeg, vi er ikke fjender. Vi er hinandens bedste venner, selv om vi i mange år havde et anstrengt forhold til hinanden.


Senfølgerne er ikke noget, som går væk. Det er noget, som jeg har lært at leve med, som jeg til stadighed forsøger at lære at leve med. Det er som en dans, det handler ikke så meget om, hvor vi havner henne på gulvet, når dansen er forbi men mere om, hvordan vi træder og bevæger os undervejs.