Gentagetvang

AF Elene Nielsen, 2017

 

"Gentagetvangen: En trang til, at genudspille den traumatiske situation for, at konfrontere og bearbejde det med henblik på, at blive forløst fra den" (citat: Terapivagten.dk).

 

Dette er på mange måder et helt nyt begreb for mig. Dengang anede jeg ikke, at min adfærd rent faktisk havde et navn. Det var før, jeg kendte til senfølgerne og deres mange facetter.

 

Fra jeg var omkring 16 år, begyndte jeg at være seksuelt aktiv og så tog tingene desværre meget hurtigt fart. Jeg mødte en meget sød og helt almindelig fyr, der var 10 år ældre end jeg. Han kom fra en sund dansk kernefamilie og havde aldrig nogensinde mødt senfølgernes komplekse ansigt. Dér stod jeg - midt på Amagerbro station iført min fine blomstrede kjole og sommersko. Vi gik en tur, talte om løst og fast, daten sluttede og vi gik hver til sit. Det var starten på fire års forhold med en rigtig skøn fyr, hvis liv skulle vise sig at ændre sig markant.

Det seksuelle var overraskende nok ikke svært for mig. Jeg følte mig tryg, kunne nyde det og som oftest udløste det ikke et flashback. Hvis det skete, så trøstede han mig altid. Vi talte meget åbent om min barndom, han hjalp mig igennem retssagerne, og han var ved min side under indlæggelserne på psyk.

Men der manglede noget. Efter et lille års tid, begyndte jeg at 'kede' mig. Der var noget helt galt!

For hvordan kunne jeg pludselig have det godt og slippe for alle de grænseoverskridende ting, som havde fyldt det meste af min barndom og opvækst? Hvorfor skammede jeg mig ikke voldsomt over at være delvist 'fri'? Hvorfor kunne jeg nyde sex og livet? Hvorfor var jeg nogle dage glad? Hvem var jeg egentligt, når mit liv havde været sådan og nu var så markant anderledes?

Sådan ser jeg det, når jeg her 10 år efter ser tilbage. Men dengang blev det til i mit hoved til, at jeg måtte udforske mig selv noget mere seksuelt. Min kæreste havde ikke behov for dette og var egentlig meget afvisende. Forståeligt nok. Så jeg gik bag hans ryg, oprettede en profil på nettet; et sted, hvor det primære var at finde en sexpartner. Her begyndte det hele.

Den ene date efter den anden. Tilfældige møder. Tilfældige mænd. Ja, det blev nærmest en form for prostitution. Langsomt blev jeg mere og mere kold. Tingene skulle være vildere og vildere, så jeg blev en del af BDSM-miljøet (bondage-dominans-sadisme-masochisme). Og til sidst befandt jeg mig i noget, der lignende en gentagelse af min barndom. Her fandt jeg noget af det, som jeg ubevidst havde ledt efter; en mulighed for at genopleve datidens oplevelser og anskue dem med voksne øjne. For selvom min krop og sind husker rigtig meget, rigtig detaljeret, så bliver det aldrig helt det samme, som når man igen fysisk gennemlever det.

Det gav mig også noget andet: følelsen af kontrol! Selvom jeg som barn følte, at jeg selv valgte det ('for jeg gjorde jo ikke modstand'), så havde jeg stadig oplevelsen af kontroltab. Men nu var jeg voksen, så havde jeg i sandhed kontrollen. Troede jeg.

Jo, jeg havde kontrol over hvem, hvor og hvornår. Men jeg havde bestemt ikke kontrol over mine følelsesmæssige reaktioner, som kom fra det lille barn, som stadig boede inde i mig. Hende som jeg konstant forsøgte at overdøve. Det var med til at forværre min angst, de dissociative episoder og min selvskade. Så på mange måder var det også en mulighed for at være selvskadende - at fortsætte, hvor overgrebspersonerne i min barndom slap ved at gentage overgreb mod mig selv


Dette stod på i flere år. Hen ad vejen fandt min kæreste ud af det og accepterede det stiltiende. Efter fire års forhold valgte jeg at stoppe vores relation. Skylden, skammen og den konstante dårlige samvittighed blev for meget. Vi var blevet fremmede for hinanden, for jeg havde mistet mig selv.

Jeg rev igen mit liv op med rødderne og flyttede tilbage til min barndoms by. Og her stoppede jeg mine seksuelle eskapader. For med tiden havde tingene ændret sig. I starten var det sjov og ballade, så blev det mere alvorligt og næsten terapeutisk, men til sidst var det så tvangspræget og destruktivt. Jeg gik i stykker. Alt menneskeligt sivede langsomt ud af mig, og jeg blev fjern; fjern fra min egen selvkærlighed. Jeg ødelagde min krop og sjæl. Jeg ødelagde min relation til min kæreste, og min adfærd påvirkede også ham negativt. I dag er han heldigvis gift og bor sammen med sin kone og deres fælles barn.


Nu ser jeg tilbage på de år med en blanding af skyld og skam. Jeg er flov over min egen adfærd, og det som jeg udsatte mig selv og andre for. Men jeg ser også tilbage på det som en periode, der var meget vigtigt for min heling. De år gav mig noget, som jeg aldrig fandt i systemet, psykiatrien eller de mange andre behandlingsformer, som jeg har afprøvet.

Jeg håber, at vi igennem åbenhed og ærlighed kan udbrede viden om senfølgernes mange ansigter, så vi en dag kan få et behandlingssystem, der kan rumme og tilbyde os en egnet hjælp og forståelse - også så andre kan undgå at ende ud i det samme som jeg. Havde jeg bare dengang mødt én, som kunne fortælle mig navnet på mine udfordringer og navnet på mine handlinger, så var jeg måske blevet skånet for flere modbydelige overgreb.