En ægtemands beretning

Oplæg på Synlighedsdagen i København sept. 2007.

 

Jeg er gift på 26. år og lige fra jeg lærte min kone at kende, var der områder, hvor hun afveg fra andre. Jeg undrede mig bl.a. over hendes afsky for sig selv og at hun undgik at klæde om eller bade sammen med andre. Typisk ville hun som den eneste sidde fuldt påklædt på stranden. Kun få solstråler fik lov til at ramme hendes krop - hvilket fik mig til at kalde hende ”min hvide marmor kvinde”.

Når jeg ville vise hende min kærlighed, veg hun ofte lidt tilbage. På en stille måde undveg hun mine tilnærmelser og kys. Jeg kunne føle og tolke det, som om det var mig, hun ikke ville ha’, men da det stod i skærende kontrast til de signaler, hun ellers sendte mig, slog jeg det hen.

I det daglige var min kone sprudlende og initiativrig, men når det gjaldt vores seksuelle samliv var min kone påfaldende stille og virkede stort set passiv. Mange gange måtte jeg give op, fordi hun gik i baglås specielt, hvis jeg kom til at svede, eller blev FOR opstemt. Hun reagerede med angst på kropslugte og lyden af min vejrtrækning. Altid måtte jeg kontrollere mine følelser, for ikke at skræmme hende.

Det føltes som om, vores samliv var en pligt for hende, og ikke som forventet en gensidig passion. Det kunne næsten opleves som om, det var en forbrydelse at begære og ønske et samliv, med den kvinde jeg elskede.

Først efter 16 års ægteskab fortalte min kone om det seksuelle misbrug. Det var et chok, men samtidigt også forløsende. Mange ting faldt på plads – som et puslespil, hvor jeg fandt de sidste rigtige brikker.

Pludselig forstod jeg årsagen til min kones angst. Den der igennem årerne havde spøgt i utallige forklædninger. Her var kilden til hendes indre uro, den som jeg selv og vores familier havde reageret på, og fejlagtigt stemplet hende som ”sart”. Her var grunden til hendes hvileløse og urolige adfærd når der vistes   forskellige overgreb på film eller TV. 

Misbruget havde absolut skabt smertelige dønninger – men nu forstod JEG i alt fald hvorfor.

Det oplevedes også befriende at forstå, at det ikke var MIG PERSONLIGT, hun havde reageret på men de følelser, jeg kom til at vække og udløse, når jeg nærmede mig hende. Det var vigtigt, at vi kunne tale om det – og at hun netop kunne bekræfte, at det var sådan. Sammen sørgede vi over det tabte. Prøvede at trøste og møde hinanden i den ulykkelige situation, vi befandt os i.

Det betød meget, at jeg ikke var alene med min kone i bearbejdnings-processens startfase. Den psykolog, som havde set og reageret på min kones smerte, lovede at sørge for kontakt til en behandler. Samtidig tilbød han hende, at hun måtte skrive sin smerte ud og sende det til ham gennem hele forløbet. Det løb op på ca. 800 sider.

Han forberedte også mig, på det der ventede. Bl.a. at det ville blive en rigtig svær tid for os. Min kone ville have meget brug for at sætte ord på den smerte, hun havde indeni.

Det ville kræve stor udholdenhed, tålmodighed og forståelse fra min side og hun ville have brug for kærlighed, tid, tryghed og beskyttelse.

Min kone blev derpå tilkoblet hjælp fra en privat psykolog og fra den kristne organisation KRIS.

På det tidspunkt tog jeg en beslutning om, at det her skulle vi stå igennem sammen. Ikke mindst for vores lille families skyld. Samtidigt følte jeg mig meget usikker og uvidende om, hvordan skulle jeg gribe sagen an. Jeg tog derfor initiativ til, at vi skulle melde os til et 80 timers grundkursus i psykologi. Vi supplerede det med at læse bøger sammen om emnet og talte om det.

Som misbruget blev kortlagt blev jeg rystet over omfanget. Jeg blev vred over det, de havde ødelagt, at vi nu skulle slås med eftervirkningerne. Her brugte vi tid, resurser og penge, ja de år hvor vores børn havde brug for os.

Når et overgreb bankede på i hverdagen, måtte jeg ofte tage børnene ud, også selv om de ikke gad, for at min kone kunne få plads til at få smerten ud. Hun blev i situationen typisk påfaldende rastløs og irriteret og havde svært ved at være nærværende og overskue det, hun stod midt i. Så vidste vi alle, at nu skulle mor lave ”sine lektier”, som vi kaldte det overfor børnene.

Det var en tid, hvor stort set alt andet stod på ”standby”. Der var ikke overskud til ret meget udover det allermest nødvendige.

Det havde også en pris på det personlige plan. Omgivelserne der grundet deres uvidenhed ikke kunne rumme og forstå. Oven i det kom tabet af familien, da sandheden kom ud. Vi måtte også forholde os til andre dele af familiens stærke modvilje imod den psykologiske hjælp, hun tog imod, hvor de kaldte hende navlebeskuer. Heldigvis var der mange venner, der holdt ud sammen med os.

I flere år var min kone meget påvirket af bearbejdningsprocessen.

Når overgrebene pressede sig på, var det påfaldende, hvor meget det påvirkede hende. Det var ikke ualmindeligt, at de bankede på mange gange dagligt. Hun fik svært ved at huske, overskue små gøremål. Ja bare det at skulle ringe og aftale noget oplevedes uoverskueligt.

Jeg følte mig ofte magtesløs – hvordan kunne jeg tage det væk?  Hvordan kunne jeg hjælpe?  Kunne jeg klare situationen? Kunne situationen komme ud af kontrol? Kunne hun miste forstanden eller begå selvmord?

Heldigvis tog det meget presset fra mig, da jeg fandt ud af, at JEG ikke skulle finde på løsninger.

Heldigvis var min kone meget åben om terapien, og derved lærte jeg også, hvordan jeg kunne hjælpe hende. Det mest optimale jeg kunne gøre var, igen og igen at være der og støtte hende i, at sætte ord på det som var inden i. Det kunne være at opmuntre hende til at fortælle, det hun huskede og følte eller bare få hende til at sætte ord på det, der bekymrede eller fyldte inden i.

Det var af virkelig stor betydning, at vi fik gode praktiske redskaber til at håndtere smerten.

Var det et overgreb, hun havde fat i, var min opgave først af alt at fornemme, hvor var hun lige nu.

Jeg kunne forsigtigt prøve at stille små spørgsmål. Og det kunne ofte hjælpe at opmuntre hende til at sige ”JEG VIL IKKE” eller ”GÅ VÆK” som typisk kunne have være noget, hun havde ønsket at sige i overgrebssituationen men ikke havde turdet.

Det gjaldt om at fornemme hvad hun trængte til. Var det at blive holdt om? Eller skulle hun opmuntres til at holde fast i at mærke smerten helt i dybden? Ofte lå det forløsende i det, som var sværest at se på eller sværest at sige. Når det blev forløst, kunne livet og hverdagen fortsætte igen.

Vi fandt også ud af, at overgrebene nogle gange sad gemt i kroppen og musklerne. Og at vejen ind til overgrebene kunne være ved at løsne musklerne op. Andre gange kunne jeg hjælpe hende med at røre bestemte steder, der så kunne udløse et flash-back. Der igennem kunne hun bearbejde smerten og derved blive fri for angsten.

Det var skønt og opmuntrende at se, hvordan det lettede når hun fik mærket smerten helt til ende. Samtidig hjalp og opmuntrede det mig, når hun gav mig positiv feedback og igen og igen anerkendte min hjælp

Flere gange kunne jeg have ønsket vi havde haft en nødtelefon at ringe til, når det for alvor brændte på. Og i nogle perioder havde vi brug for mennesker, der kunne komme og bare være ”medmenneske” sammen med hende. Mennesker der ikke var bange for smerten. Med behandlerne vendte vi mulighederne, hvis det blev nødvendigt med akut hjælp.

Personligt har jeg oplevet det som et privilegium og på en måde smukt, at jeg som en mand fik lov til at komme så tæt på. Men samtidigt blev jeg også vidne til en af denne verdens grusomme skyggesider. 

Den jamren og klagen, der kommer fra en misbrugt, kommer fra de dybeste steder i et menneskes sind. Det gør et voldsomt indtryk.

Det var belastende, når jeg ikke vidste, hvad det konkret var, hun gennemlevede. Jeg kunne bare høre, at det havde været meget voldsomme oplevelser for hende.

Jeg har måttet leve med, at hun ikke har fortalt mig om detaljerne. Jeg har måttet vente på at få ting at vide, til HUN var klar, hvis hun ellers BLEV klar. Jeg måtte være taknemmelig for at være lukket så meget ind i hendes proces, som hun gjorde.

En anden ting, som jeg også skulle forholde mig til, var, at min kone nogle gange følelsesmæssigt var ”barnet”. Hvornår var hun det ene og hvornår det andet?  Det siger sig selv, at det ikke er godt at lægge op til elskov, når hun følelsesmæssigt var et helt andet sted.

Min kone valgte meget bevidst, at jeg ikke skulle spille en ”far rolle” for hende men jeg måtte alligevel forholde mig til og være bevidst om, at hun kunne være ”barnet” inden i ”ON and OFF”. 

Min kone havde meget og jeg understreger meget brug for nærhed og kærlighed. Så vi gik meget tidligt i seng og var bare sammen. Vi talte eller jeg hjalp hende med at få kontakt med smerten. Vi opbyggede en nærhed og tryghed sammen, som bar os igennem det, der var svært. Min kone udtrykte det ofte sådan: ”Den omsorg og tid du giver mig, gør mig blød og tryg og udløser ønsket om at kunne give mig hen til dig”.

Det betød rigtig meget, at vi havde det godt sammen. Og heldigvis var min kone udmærket opmærksom på, at det også var svært for mig. Hun lagde meget op til, vi skulle være ærlige begge to.  Igennem gensidig forståelse og god kommunikation var vi så privilegerede midt i det hele at kunne skabe en oase for os selv. Derved tror jeg også, at vores børn forblev trygge.

Min kone og enkelte andre var flinke til at spørge ind til, hvad jeg havde brug for – det hjalp mig til at mærke efter og lytte til mig selv. Det var vigtigt at anerkende, at det OGSÅ var svært for mig – og at JEG OGSÅ havde behov.

Undervejs opmuntrede min kone mig til at gøre noget for mig selv. Finde nogen jeg kunne tale med om det – eller bare bruge en aften alene sammen med én jeg havde fortrolighed med. Ja, måske bare finde noget, der kunne lade mig op. Her havde jeg god udbytte af, at mødes med en anden mand, hvis kone også var misbrugt. Og alligevel var det ikke så enkelt, for krævede situationen, at jeg blev hjemme, måtte jeg vente til en anden dag.

Personligt var det ikke altid nemt at have behandlere inde i billedet. Det var som en tredje part i vores ægteskab. Min kone viste dem jo sådan set den tillid, jeg synes, tilkom mig. Hun delte ting om os, der var meget private og der ku’ være ting, hun evt. ikke fortalte mig om. Jeg måtte vælge ikke at være jaloux. Tro på dem der sagde, de vidste, hvad der var bedst og nødvendigt.

Undertiden var min kone og jeg sammen et par gange hos behandlerne for at kunne samarbejde om processen. Det kan heller ikke undgås, at man på en eller måde selv kommer ind i en udvikling og man begynder at arbejde med sig selv. Undervejs fik jeg selv spørgsmål og problemstillinger at kæmpe med, som jeg måtte have hjælp til. F.eks. måtte jeg selv lære at sætte grænser for at kunne beskytte mig selv og familien.

Det har betydet meget at mærke, at min kone ønskede at fungere som kvinde og at hun gav mig tips til, hvordan jeg kunne hjælpe hende over ting.

Det fyldte meget i mig, hvis vores samliv kunne opfattes som nye overgreb på hende. Jeg var derfor ofte bange for at krænke hende – og det var svært, når vores samliv udløste flash-backs og hun gled ind i et overgreb, mens vi var sammen.

Derfor var det af stor betydning, at min kone fortalte, at hun altid prøvede at skelne mellem, hvad der var fortid og hvad som var nutid. Og at hun i situationen, hvis hun fik et flash-back, havde overskud til at sende mig en hånd, som sagde ”det er ikke, dig der gjorde mig fortræd”. Jeg ville så bare være hos hende indtil gråden stoppede og inden i mig mærkede jeg vreden imod dem, som havde forbrudt sig imod hende.

Under bearbejdningsprocessen brød hun sammen 98% af gangene – men nu er det nede på mellem 5-8%.

Det bedste, vi kan gøre for, at vores sexliv skal lykkes, er, at vi først bruger noget tid på min kone. Hun skal gerne have tid til at tale og evt. græde lidt, hvis der er noget, der fylder indeni.

Så længe noget trykker hende, ligger det ligesom øverst og resulterer i, at hun automatisk har lukket ned for hendes positive følelser. Ved at løsne op for de ting som fylder, får hun som sidegevinst ”også” kontakt til GODE følelser - herunder de seksuelle.

Som vi nu er på vej videre, har jeg også fået øje på, hvor lidt jeg selv har kunnet være den mand, jeg ellers ville have været. Det, at jeg har oplevet min kone vige tilbage fra mig og endda flygte ud af sengen i rædsel, har præget mig – og fået mig til at fravælge at gøre ting, som ellers ville falde mig naturligt som mand. Til gengæld har jeg fået rig mulighed for at være maskulin på andre områder, som f.eks. at være beskytter og hjælper, hvilket jo er lige så stor en del af det at være mand.  

Nu hvor min kone er kommet igennem det, så meget som hun er, ønsker hun pludselig, at jeg gør de ting, der før fik hende til at vige tilbage fra mig.

Jeg skal ligesom finde den oprindelige mand frem igen. Det synes jeg, har været svært. Der skal en slags omprogrammering til – og det tager tid. Jeg er jo blevet vant til, at hun blev bange for den side af mig. Jeg er nu i en proces, hvor jeg skal lære at turde være den, jeg var oprindelig – turde vise passion og risikere at blive afvist.

Det har også været svært at vende sig til, at min kone tør langt mere og også kan tage initiativ, når vi er sammen. Min rolle er pludselig ikke den samme – og det har da også gjort mig usikker på min rolle. I det hele taget er min kone en ny udgave. Jeg har nu en kone, der både kan sige TIL og FRA.

Nu hvor hun er langt mere selvhjulpen, får vi nye roller i forhold til hinanden. Jeg kan mærke, at jeg kan savne den hjælperrolle, jeg havde i forhold til min kone. Der er meget, vi skal vænne os til, men det gør jo, at livet ikke bliver ensformigt. Samtidigt tvinger det os til at udvikle os sammen. Det gælder om at se nye muligheder i hver enkelt fase.

Det kan måske lyde underligt, men da vi havde sølvbryllup sidste år og ligesom gjorde status over hvilke år, der havde været vores bedste – var vi begge enige om, at det var under bearbejdningsprocessen.

Den afhængighed og nærhed, vi havde sammen, havde været så stærk, at intet kunne overgå den periode. I det hele taget har processen givet os så mange flere kort på hånden i forhold til at klare livet, at vi må sige det virkelig har været det bedste, vi overhovedet har kastet os ud i.

Vi føler begge taknemmelige over, at vi klarede os igennem. Vi er ikke i mål endnu – der er områder, vi mangler at indtage, men det er jo bare spændende. Vi er absolut godt på vej.

 

Teksten må ikke kopieres eller på anden måde gengives hverken helt eller delvist uden tilladelse men der kan frit linkes til den. © Landsforeningen Spor 2014.