Åbningstale v. Anne Marie Geisler Andersen

Anne Marie Geisler Andersen
Anne Marie Geisler Andersen
Medlem af Folketinget for Radikale Venstre
Socialordfører samt ordfører for psykiatri og handicap

Åbningstale på Synlighedsdagen i København d. 18.09.10

 

Jeg er meget beæret over, at jeg har fået lov at åbne denne konference. Og for at jeg på denne måde kan få lov til at være med til at synliggøre et så vigtigt emne. I min korte tid i Folketinget er senfølger af seksuelle overgreb ikke noget, jeg hidtil har stiftet det store bekendtskab med. I foråret var jeg dog så heldig at få lov at deltage i 'Landsforeningen Mod Seksuelle Overgreb's høring om de personlige, økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser af seksuelle overgreb. Derfor kom det også en smule bag på mig, at jeg blev spurgt, om jeg ville indlede konferencen i dag. Men måske er det i virkeligheden symptomatisk for dette område, at det netop ikke har haft den bevågenhed fra det politiske system, som det fortjener. Derfor sagde jeg også hurtigt ja til at indlede konferencen, selv om området som sagt er relativt nyt for mig.

 

Egne erfaringer
Selv har jeg ikke gjort mig de store erfaringer med seksuelle overgreb. Jeg har en veninde, som engang har været udsat for overgreb af et nærtstående familiemedlem. Det er dog ikke noget, vi snakker så meget om. Hun prøvede for en del år tilbage og før hun blev 18 at henvende sig på kommunen, men fik den besked, at det krævede hendes forældres samtykke, hvis de skulle gøre mere ved det. Da det var en person tæt på hende, kunne hun ikke give dette. Derfor skete der ikke mere.

I dag kæmper hun med en alvorlig depression, der til tider gør det svært for hende at være der fuldt ud for sine børn. Heldigvis har hun fundet en sød fyr, som kan være der for både hende og hendes børn.

 

Forebyggelse er at foretrække
Der er ikke nogen tvivl om, at det at være udsat for seksuelle overgreb i barndommen kan få endog meget alvorlige konsekvenser for en senere i livet. Det allerbedste ville selvfølgelig være, hvis vi kunne forebygge, at overgrebene finder sted eller i det mindste sikre, at de bliver opdaget tidligt. Men netop seksuelle overgrebs karakter gør det svært at sætte ind tidligt. For det første er det svært for et barn, der bliver udsat for overgreb at vide, hvad man skal gøre. Og selv hvis man kender et sted, hvor man kan få hjælp, kan der være mange faktorer som gør, at man ikke bare lige søger hjælp. Er det eksempelvis ens far, der udfører overgrebene, kan det være svært at indse, at det er forkert. Og hvor skulle man også vide det fra, hvis man ikke har prøvet andet? Måske siger han, at det jo bare er fordi, han elsker en. Eller også holder man det hemmeligt, fordi man ikke vil gå imod sin egen far eller for den sags skyld sin mor. Måske vil man ikke ødelægge deres forhold.

Jeg tror også, det kan være rigtig svært for den anden voksne at indse, at man har valgt at leve sammen med et menneske, som begår overgreb mod ens eget barn. Måske føler man skam over ikke at have opdaget det før, måske føler man ikke, man har slået til som forælder, eller også kan man simpelthen ikke erkende, at det sker, fordi det gør for ondt. Barnet føler måske skam, eller er bange for, at det ikke får noget ud af at sige det. Ja måske snarere tværtimod, hvis nu mor eller far opdager, at man er gået bag om ryggen på dem.

Jeg tror, der er mange forhold, som gør det svært at sikre en tidlig opsporing, men det betyder ikke, at vi ikke skal blive bedre til det. Jeg kender ikke selv den gyldne løsning, men jeg tror, det kræver en mangesidet indsats.

 

Undervisning og uddannelse i seksuelle overgreb
For det første skal børn vide, hvad der er normalt, og hvad der ikke er det. Hvad de ikke skal acceptere og hvordan de griber det an, hvis de bliver udsat for overgreb. Dette bør efter min mening indgå i seksualundervisningen i folkeskolen og på andre uddannelsesinstitutioner. En vigtig ting som man bør have fokus på i den sammenhæng er brug af internettet. Det såkaldte grooming er desværre et begreb, der er i vækst og det skal vi have sat en stopper for. Jeg ved, at Red Barnet gør en hel del på det område og de redskaber, som de har udviklet, kan man med fordel inddrage i undervisningen.

Ligeledes skal de mennesker der omgiver børnene i dagligdagen, det være sig lærere, pædagoger, socialrådgivere mm., have mere viden om udsatte børn, så de bliver bedre rustet til at se signalerne. Derfor skal disse fagpersoner uddannes eller efteruddannes i overgrebsproblematikken.

Og så skal der være hjælp at få. Hvis et barn henvender sig af egen drift, hvilket ikke er noget, man bare lige gør, så skal det som minimum tages alvorligt og undersøges. Alt andet er fuldstændig uacceptabelt.

Det er vigtigt, at vi sørger for, at det bliver opdaget, når børn krænkes seksuelt og at der bliver grebet ind tidligt. Jeg er meget optaget af, hvordan vi forebygger psykisk sygdom og jeg tror, vi kan nå langt ved at sætte ind ved traumatiske oplevelser som fx seksuelle krænkelser.  Men nu handler konferencen jo om senfølger, hvorfor jeg primært vil fokusere på dette.

 

Senfølger af seksuelle krænkelser
Formålet med dagen i dag er at få synliggjort de konsekvenser, der senere i livet kan opstå som følge af seksuelle overgreb sådan, at vi kan blive bedre til at hjælpe mennesker, der har været udsat for dette. Da jeg blev bedt om at holde denne tale, forsøgte jeg at sætte mig ind i, hvordan det må være at være blevet misbrugt seksuelt som barn. Jeg vil formentlig aldrig fuldt ud kunne forstå, hvordan det påvirker én, ikke mindst ens selvværd. Men jeg vil nu alligevel forsøge.

Det at være seksuelt sammen med et menneske, som man ikke har lyst til at være sammen med, tror jeg, kan give éns selvværd et ordentligt knæk. Når man ikke kan lytte til sig selv, sin krop eller egne behov. Er man så oven i købet barn og måske tvunget til at være seksuelt sammen med et menneske, som egentlig burde være der for én. Burde tage sig af en som en voksen skal tage sig af et barn. Så kan det ikke andet, end at opleves som et kæmpe svigt. Hvordan kunne den voksne gøre det eller lade det ske? Og hvorfor lige mig? Nogle børn lærer måske at cope ved at lukke fuldstændig af, når det sker. Tænke på alle mulige andre ting og forsøge ikke at mærke sin krop. Nogle bliver måske dårlige til at mærke sig selv, mens andre slet ikke har lyst til at prøve, fordi det gør for ondt. Det kan være svært at bevare respekten for sig selv, når andre kan behandle én sådan. Og hvis man ikke længere føler, man er værd at elske, kan man måske ikke længere lade andre komme tæt på. Det er svært at lade andre elske en, hvis man ikke holder af sig selv.

For nogle bliver overgrebene efterfulgt af en følelse af skyld og selvbebrejdelse. Hvorfor lod jeg det ske? Og hvorfor sagde jeg ikke fra? De børn skal have at vide igen og igen, at det ikke er deres skyld.

For et barn, der krænkes af en nær relation kan det formentlig også betyde, at man har meget ambivalente følelser overfor krænkeren. På den ene side elsker man vedkommende men på den anden side afskyr man. På den ene side hader man overgrebene og på den anden side, er det måske den måde, man har lært, at far viser, han elsker en på. For nogle bliver det måske svært at skelne mellem rigtigt og forkert, normalt og unormalt.

Som barn at blive tvunget til at være seksuelt sammen med et andet menneske, ikke ét man selv har valgt og måske endda én som man er biologisk tæt forbundet med. Jeg kan kun svagt forestille mig, hvordan det må være. Men jeg er overbevist om, at det i den grad påvirker éns selvværd, éns evne til at være tæt på andre mennesker og at det ofte følges af følelser som skam, skyld, svigt og ensomhed.

Det er ikke svært at forstå, at det at blive seksuelt krænket som barn kan påvirke den enkelte meget voldsomt og at det kan give fysiske og psykiske problemer. Både umiddelbart efter krænkelsen men også senere i livet, hvis man ikke har fået hjælp. Ikke mindst fordi krænkelsen ofte følges af følelser som skam, ensomhed og lavt selvværd.

Til konferencen i foråret hørte jeg, hvordan PTSD ofte er en konsekvens af en tidligere krænkelse. Denne sammenhæng kom ikke bag på mig. Til gengæld kom det bag på mig, at en repræsentativ undersøgelse fra Incest Center Fyn havde vist, at andelen, der udvikler PTSD som følge af seksuelle overgreb, er på linie med den andel af behandlingssøgende torturofre, der udvikler samme lidelse. 

 

Tabuer skal nedbrydes
En ting, der optager mig meget som politiker er at få brudt med forskellige tabuer, ikke mindst det tabu der eksisterer omkring psykisk sygdom og psykiske problemer i det hele taget. Jeg tror ikke, at tabuer gavner særlig meget. Alt for ofte betyder de, at mennesker ikke får den rette hjælp i tide. I forhold til seksuelle krænkelser kan det, at det er meget tabubelagt, både gøre det svært for den krænkede, samt for de der burde gribe ind. Den krænkede føler måske skam og ydmygelse over at være blevet udsat for overgreb og fordi det ikke er noget, som man taler meget om, kan det være svært at søge hjælp. Lærere, pædagoger og andre, der er tæt på barnet, er måske bange for at handle, hvis de ikke er sikre i deres sag og ved måske ikke rigtigt, hvordan de skal håndtere det.

Jeg husker en episode, fra dengang jeg dyrkede gymnastik. En dag var der en pige på holdet, som kom og fortalte, at hun var blevet voldtaget. Nogle troede ikke på hende, andre syntes bare, hun var endnu mere mærkelig, mens endnu andre måske nok troede på hende men ikke vidste, hvad de skulle gøre. Jeg ved ikke, om hun fik den hjælp, hun havde brug for.

En måde at bryde tabuet er ved at øge oplysningen om seksuelle overgreb. Et rigtig godt tiltag er filmen Træneren, der er lavet på initiativ af et filmselskab til brug i undervisning. Filmen tager fat i en meget relevant problemstilling, nemlig forholdet mellem træner og elev. At den er lavet som fiktion, tror jeg er rigtig godt. For det gør det formentlig lettere for børnene at forholde sig til så svært et emne og til at snakke om det. De foreløbige evalueringer viser, at både børn og lærere er yderst tilfredse med filmen.

 

Muligheder for hjælp
Som politiker vil jeg gerne være med til at skabe mere fokus på dette område. Jeg tror, første skridt på vejen er at få aftabuiseret det at blive udsat for krænkelser. Ikke mindst for, at politikerne skal blive klar over, hvilke konsekvenser det kan have for den enkelte såvel som for samfundet.

Dernæst bliver vi nødt til at se på, om der er tilstrækkelig mulighed for hjælp. Hvad angår de psykiske følger af seksuelle overgreb, som jo i sagens natur er dem, jeg beskæftiger mig mest med som psykiatriordfører, så er det mit indtryk, at mulighederne for hjælp langt fra er gode nok.

At man kan få psykologhjælp 12 gange er måske nok en start. Men man skal ikke kende meget til problematikken for at synes, at det lyder af meget lidt. At være udsat for seksuelle overgreb i sin barndom kan sætte sig så dybe spor, at det næppe er noget, man kan afhjælpe med 12 psykologsamtaler. Det giver ikke mening, at hjælpen på den måde er begrænset.

 

Behov og indsats
Det anslås, at knap 10% af befolkningen har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen. Langt størstedelen af disse mennesker har behov for professionel hjælp. Imidlertid vurderer det Kriminalpræventive Råd, at kun 10% af de børn, som har været udsat for seksuelle overgreb, får den rette hjælp. Det er ikke bare ikke godt nok. Det er fuldstændig uacceptabelt.

Vi skal blive bedre til at forebygge psykiske lidelser og problemer. Det kræver, at vi sætter ind, før sygdommen udvikler sig men ved faktorer, der kan føre til sygdom. Når vi nu ved, at seksuelle overgreb i barndommen kan få store konsekvenser senere i livet, så bør vi sikre en tidlig indsats.

Servicestyrelsen har netop afsat midler til tre nye projekter på dette område. Projekterne er bemandet med højt specialiseret personale og skal tilbyde gruppeterapi til børn mellem 6 og 18 år.

Jeg tror, det er en god start på at få sikret en tidlig indsats.

Desuden er jeg af den opfattelse, at gruppeterapi kan noget helt særligt og noget som individuel terapi ikke kan. Det kan give mennesker, børn såvel som voksne, en oplevelse af, at de ikke er alene, og det kan give dem en mulighed for at danne relationer. Det tror jeg er rigtig vigtigt i denne sammenhæng.

Projekterne er klart et skridt i den rigtige retning. Men projekterne er kun er rettet mod børn og ikke mod voksne. 

En anden god start ville være at få udvidet de allerede gældende psykologordninger til mennesker med angst og depressioner. Nogle tilstande som også kan følge seksuelle overgreb. Det er både diskriminerende og uhensigtsmæssigt, at man i dag skal have en bestemt alder for at kunne få adgang til den tilskudsberettigede psykologhjælp. Det burde være behov frem for alder, der afgjorde, hvilken hjælp man kunne få.

Desuden skal der ikke være en øvre begrænsning på psykologsamtaler til mennesker, der har været udsat for seksuelle overgreb. Lægerne skal kunne henvise forebyggende og de skal kende til Centrenes tilbud, Servicestyrelsens psykologordning indeholdende 11 gratis psykologtimer, og andre relevante tilbud. Fra høringen i foråret ved jeg dog, at der er lavet pjecer målrettet lægerne for at oplyse om disse muligheder.

Derudover har vi i Radikale Venstre netop lanceret et udspil, der bl.a. indeholder et punkt om inddragelse af tidligere brugere i den psykiatriske indsats. Jeg tror, der er meget at vinde ved dette. Tanken er, at tidligere brugere skal indgå i et undervisningsforløb sammen med en fagperson. Sammen skal de undervise i, hvordan man kan lære at mestre sin sygdom og leve med sin fortid. Jeg tror på, at det kan lade sig gøre at få et godt liv, selv om man har været udsat for overgreb. Men jeg tror også, at det kan være rigtig svært at acceptere sin fortid. Derfor tror jeg med fordel, man kunne inddrage tidligere brugere i indsatsen. De har på en gang nogle meget værdifulde erfaringer, idet de selv har været igennem noget tilsvarende, men de kan måske også være med til at skabe håb, da de selv er kommet videre.

Et andet tiltag, som, jeg mener, er relevant i denne sammenhæng er den såkaldte rehabiliteringsydelse. I Radikale Venstre har vi længe talt for en sådan. Det er en ydelse, som skal tildeles for en periode på fx 3 eller 5 år. Ydelsen skal give den enkelte mulighed for at komme sig. Og om muligt komme tilbage til arbejdsmarkedet.  Den skal ikke tildeles permanent som førtidspensionen men være en form for udviklingsforløb, hvor man får tid og hjælp til at komme oven på igen. Er der noget, man ikke har brug for, hvis man eksempelvis har psykiske problemer, så er det usikkerhed omkring økonomien. Hvis mennesker er syge, skal de have tid og ro til at komme sig. Det kan man sikre med en rehabiliteringsydelse.

Og så bør vi selvfølgelig ophæve varighedsbegrænsningen på sygedagpengene, samt have kigget fleksjobordningen efter i sømmene, så der er fleksjob at få til de, der har behov for et sådant. På samme måde, som vi mener, at udsatte borgere skal have en social lods fx en socialrådgiver, der kan hjælpe med myndighedskontakten, som jo ofte indebærer kontakt til en række forskellige myndigheder såsom jobcenter, forskellige forvaltninger, behandlingssystemet etc.

 

Senfølger i handlingsplan
I Regeringens handlingsplan mod seksuelle overgreb bør senfølger selvfølgelig også indgå, så vi kan sikre en målrettet og landsdækkende indsats. Jeg ville gerne, at den store indsats, som gøres i centrene landet over i form af selvhjælpsgrupper, individuelle terapiforløb, væresteder, anonym rådgivning, undervisning mm., kunne udbredes, så den kom til at dække hele landet.

Ved at iværksætte de nødvendige indsatser i forhold til senfølger af seksuelle overgreb, tror jeg, at vi kan spare samfundet for mange penge i form af færre udgifter til sygedagpenge, kontanthjælp, førtidspension, behandling for misbrug samt psykiatriske indlæggelser. Og oven i det skal lægges de menneskelige omkostninger, som vi kunne undgå.

 

En konkret historie
For nylig mødte jeg en pige, lad os kalde hende Cecilie. Cecilie skrev til mig på Facebook, fordi hun havde hørt et af mine foredrag om psykisk sårbarhed. Hvad gør du, når du er allerlængest nede, ville hun gerne vide. Vi skrev sammen et stykke tid og da det gik op for mig, at Cecilie var indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling som følge af en overdosis, tog jeg ind for at besøge hende.

Cecilie har været udsat for seksuelle overgreb af sin far, siden hun var en 4-5 år og indtil for knap et år siden. I dag er hun så småt ved at være kommet ud af en alvorlig spiseforstyrrelse. Hun har fået diagnosen borderline og har i perioder selvskadende adfærd. Cecilie er en sød pige, og ikke mindst meget moden af sin alder. Det mærker man med det samme. Selv om hun er en kvik pige, gik hun ikke i skole de tre sidste år af folkeskolen. Alligevel lykkedes det hende at få en fin afgangseksamen men hun er ikke kommet i gang med en uddannelse siden da. I dag bor hun på et bosted for unge, der har det svært og lever af kontanthjælp.

Det er ikke svært at forstå, at Cecilie er blevet mærket af at være udsat for overgreb gennem hele barndommen. Men hvor er det dog svært at forstå, at der ikke er blevet sat ind før. At Cecilie først blev anbragt som 14-årig og at der tilsyneladende ikke er nogen, der efterfølgende har bekymret sig om hendes små søskende, der endnu bor hjemme.

Cecilie fortæller mig, at en af de følelser hun slås mest med er skyld. Skyld over for sig selv, fordi hun har ladet det ske. Hun føler, at der er blevet taget noget fra hende. Uanset hvad hun gør, så vil det altid være en del af hende. Selv om hun ikke ønsker det. Cecilie fortjener al den hjælp, hun kan få. Hun fortjener at få at vide, at det ikke er hendes skyld. At hun kun var et barn. At det er helt normalt at reagere og blive påvirket af den slags overgreb. Men hun fortjener også at få hjælp til at lære at leve med overgrebene. Til at lære at acceptere og værdsætte sig selv.

Senfølger af seksuelle overgreb er klart et område, jeg gerne vil være med til at skabe øget fokus omkring. Ikke mindst i det politiske system. Jeg tror ikke, det bliver let. Men mennesker som Cecilie fortjener al den hjælp, som vi overhovedet kan give dem. Jeg ønsker Jer en god konference.

 

Teksten må ikke kopieres eller på anden måde gengives hverken helt eller delvist uden tilladelse men der kan frit linkes til den. © Landsforeningen Spor 2014.