De fysiske konsekvenser af seksuelle overgreb i barndommen

Af Vibeke Møller, læge og psykoterapeut MPF
Fra høringsmaterialet til Spors folketingshøring d. 28. september 2016


Alle børn har brug for en opvækst uden åndelige, psykiske, fysiske og seksuelle overgreb, uden forsømmelse fra forældre eller omsorgsgivere. Sådan er det ikke. Overalt i verden bliver børn udsat for diverse overgreb. Og det er ikke noget, de glemmer. Tiden læger ikke alle sår. Mange børn kommer ikke over det; det vil sige, at de har senfølger som voksne.

Anne-Luise Kirkengen og Ane Brandtzæg Næss har i deres bog: 'Hvordan krenkede barn bliver syke voksne', skrevet om, hvad der sker med børns hjerner, når de udsættes for overgreb. Vores hjerner er først fuldt modnet, når vi er omkring 25 år gamle. Hjernen er påvirkelig hele livet igennem, den kan ændre sig, og forskellige områder kan miste funktioner eller udvikles. Alle vore oplevelser påvirker hjernen.

Børn, der bliver udsat for overgreb får vigtige områder i hjernen ændret: Prefrontal cortex, amygdala, hippocampus, corpus callosum (hjernebjælken). Den prefrontale cortex styrer beslutninger og læring, Hippocampus styrer vor erindringer og følelser, og amygdala husker traumer og reagerer, hvis vi føler os truede. Corpus callosum - forbindelsen mellem de 2 hjernehalvdele - kompromitteres. Disse 4 områder i hjernen ændres og er påvirkelige af de følelsesmæssige omgivelser, som disse børn vokser op i og som skades ved gentagelser. Man taler neural plastictet. Man har foretaget en MR scanning af hjernen på disse børn udsat for overgreb og sammenlignet fundene med hjerner hos børn, der ikke har været udsat for overgreb. Man har da fundet, at hjernerne er ændret i strukturen hos børn, som har været udsat for overgreb.

 

Scanning

 

Når vi oplever fare, bliver en masse hormoner aktiveret i hjernen, og dette påvirker kroppen. Man taler om HPA-axen (hypothalamus-hypofyse- binyre aksen). Det er hormoner som adrenalin, noradrenalin, binyrebarkhormonet cortisol, endofiner og oxytocin. Hjernen/kroppen bliver stresset, men er sådan indrettet, at den kan vende tilbage til normaltilstanden. Men hvis det sker gentagne gange, at hjernen bliver udsat for stress, så ændres vores hjerne, og det påvirker vores krop. Derfor medfører seksuelle overgreb i barndommen senfølger. Disse senfølger har stor betydning for voksne overleveres familieliv, sociale liv, arbejdsevne, læring, beslutninger, hukommelse, immunforsvar, forsvar over for sygdomme, livslængde og psykiske sygdomme.

Man ved i dag, at voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen har en øget risiko for at få hjertekarsygdomme, diabetes (der er undersøgelser, der tyder på at overlevere har omkring 60 % højere chance for at udvikle diabetes 2), mave og tarmsygdomme, led og muskelsygdomme. Mange har problemer med vægten, hvilket kan skyldes, at deres skjoldbruskkirtels evne til at producere de hormoner, der regulerer stofskiftet, er skadet.

På de gynækologiske og obstetriske afdelinger kender man til overlevere, der har uforklarlige smerter i kønsorganerne og ved samleje (man har fundet at smertegrænsen er nedsat i det område i hjernen, som har med vores seksualitet at gøre. Hjernebarken er fortyndet i dette område, samt i det område der hører til mund og ansigt). Mange er bange for at føde og har besvær med amningen. Man har også fundet, at kvindelige overlevere hyppigere end normalbefolkningen får fjernet livmoderen. Gennemsnitsalderen her er 32 år.

Det er konstateret, at livslængden kan blive nedsat med 20 år, da seksuelle overgreb også påvirker kopieringen af DNA i vore celler.

Immunforsvaret bliver påvirket, og det vil sige, at man lettere bliver syg af infektionssygdomme. Hos nogle ses autoimmune reaktioner.

Hvad man også finder hos mange, der har været udsat for overgreb, er somatisering. Det vil sige, at vedkommende har kropslige symptomer uden, at man kan påvise en fysisk årsag. I dag ved man, at skjulte seksuelle traumer altid udtrykkes kropsligt. Mange er blevet undersøgt, fået foretaget operationer og medicinske interventioner (der ofte har været unødvendige) uden, at der er fundet nogen fysisk årsag til problemerne. I lægeverdenen er vi så vant til at skelne mellem krop og psyke, at vi sjældent tager til indtægt, at psyken og kroppen gensidigt påvirker hinanden. Der er 5 gange så mange kvinder som mænd, der har tegn på somatisering.

Ikke så få har funktionelle sygdomme – BDS –Bodily Distress Syndrome. Det kan være fibromyalgi, kronisk irritabel tarm, hjerte-lunge besvær, generelle symptomer såsom koncentrationsbesvær, nedsat hukommelse, ekstrem træthed, hovedpine og svimmelhed. Man ved i dag, at disse sygdomme skyldes problemer i hjernen. Man siger populært, at der er huller i det filter i hjernen, der skulle beskytte mod smerte og, at der er en øget følsomhed for smerte.

Dertil kommer alle de psykiske problemer såsom depression, PTSD, personlighedsforstyrrelser, selvmordsforsøg, selvskade, spiseforstyrrelser, misbrug af stoffer og alkohol.

Der er i dag brug for mere information om seksuelle overgreb, hvad de gør ved hjernen og dermed overleveres liv. Vi har brug for at se på overleveres liv holistisk og ikke splitte op i soma (krop) og psyke. Vi har brug for intensiv forskning, der vedrører seksuelle overgreb og deres betydning for kroppen.

 

Power Points fra oplægget kan ses her.