Risikoen for retraumatisering

Stadigt flere mennesker bliver ramt af offentlige reformer og nedskæringer. Det præger hele samfundet, men i særdeleshed præger det mennesker, der i forvejen er traumatiserede og har tidlige oplevelser med overgreb.

 

Sporarbejde Hjemmeside


Barnet, der voksede op med overgreb og svigt, var underlagt de voksne og kunne hverken kæmpe eller flygte. Det havde ingen eller meget ringe muligheder for at forbedre sin egen situation og tage kontrol over sit eget liv. Barnet var låst fast i afmagt og måtte skabe strategier for at overleve. Verden blev et meget farligt sted at være, og barnet blev styret af frygt: Ikke kun frygt for overgreb, men også frygt for at mærke alle de kaotiske og pinefulde følelser, der kunne medføre yderligere kontroltab. På den måde kunne de voksne styre barnets liv og følelsesliv med frygt, så det mistede muligheden for at være autentisk til stede i verden.

Hvis man som voksen med senfølger er uarbejdsdygtig og kommer i kontakt med det sociale system, kan det opleves som om, at det samme sker igen. Det er blot en anden situation og nogle andre mennesker, men følelserne og reaktionsmønstrene er de samme. De følelsesmæssige flash-backs kan give en oplevelse af, at det hele er en gentagelse af barndommens vanvid. Når fortid og nutid på den måde smelter sammen, er der en stor risiko for retraumatisering.

Genoplevelsen reaktiverer kroppen, så nervesystemet igen kommer i højeste alarmberedskab og i konstant stress. Barnets gamle følelser - afmagt, skyld, skam, underlegenhed, mindreværd, ensomhed, vrede, had, smerte, angst - kan føles helt levende. Frygten for, hvad der kan ske, 'hvad de nu finder på', og angsten for følelserne og kontroltabet kan igen overtage livet.

Er man vokset op i en dysfunktionel familie, hvor man ikke følte sig elsket og anerkendt, men tværtimod forkert og måske uønsket, så kan systemets overgreb trigge en helt eksistentiel frygt: Har jeg overhovedet lov til at være her? Fortjener jeg at leve? Hvad er der galt med mig, siden jeg er så forhadt eller ligegyldig? Barnet opfattede, at det på én eller anden måde selv var årsag til, at det blev udsat for overgreb og svigt; det påtog sig andres skyld og skam. Mange voksne oplever nutidens overgreb på samme måde og reagerer ligesom dengang. Selvom man som voksen godt ved, at det ikke er et personligt angreb, kan det alligevel føles sådan. Men det var aldrig barnets skyld, og det er heller aldrig den voksnes skyld, at andre mennesker begår overgreb og sætter én i en magtesløs situation. Skylden og skammen hører til hos dem, der opfører sig forkert og skammeligt.

Noget af det mest ødelæggende er, at glæde, morskab, nydelse, lyst, nærvær, kærlighed - alle de energigivende følelser - har trange kår, når frygten har overtaget. Det bliver ofte sagt, at livets små glæder er de største. Det kan lyde som en floskel og kan også føles sådan, men der er noget sandt i det. Det er så utroligt vigtigt for både det fysiske og psykiske helbred, at man styrker de gode livgivende følelser i det omfang, det er muligt. Der er brug for en modvægt, så andres mørke ikke får lov at opsluge én.


Links:
Hvem eier skammen?
Jeg skulle skamme mig!
Skam kan ødelægge sjælen


 Klik her for at læse hele nyhedsbrevet.