Det indre barn

 

'Det indre barn' er et symbol eller en metafor, for det barn vi alle har været engang. Det er det indre barn, der bærer barndommens intakte følelser, og derfor reagerer på måder, vi som voksne ikke altid forstår. Det er meget individuelt, hvordan vi hver især oplever det indre barn (hvis vi overhovedet har kontakt med det). For nogle er det en meget konkret og virkelig erindring om det barn, de var, mens det for andre kan være en nærmest spirituel eller åndelig oplevelse af barnets renhed og uskyld. Arbejdet med det indre barn er faktisk en terapeutisk metode, som man kan bruge på sin helt egen måde.

Sporarbejde Hjemmeside

 

Når man har haft en barndom med overgreb og omsorgssvigt, kan det være svært at komme i kontakt med Barnet. Den voksne nærer måske modvilje eller ligefrem had til det barn, han eller hun engang var. Omvendt kan Barnet også være hadefuldt, vredt eller bange og holde sig på afstand. Det kan være meget sørgeligt at opleve, at éns indre barn tager afstand fra én, og netop det kan være motiverende for at skabe kontakt.


Hvis man stadigt selv føler sig som et barn med barnets følelser, kan det virke helt uoverkommeligt at skulle tage ansvar for et barns trivsel - også selvom det 'kun' er ens indre barn. Man vil dog vokse med opgaven, og efterhånden vil man føle sig mere voksen i forhold til Barnet, og vil bedre kunne adskille sine voksne følelser fra Barnets følelser.


Først og fremmest må man give Barnet mulighed for at få tillid til én. Det tager sikkert tid og kræver en indsats, for Barnet har oplevet mange svigt. Derfor er det afgørende, at man som voksen er forudsigelig og troværdig, hvilket bl.a. indebærer, at man må holde, hvad man lover, ellers er det et tillidsbrud. Arbejder man med barnet som noget konkret, vil det også udmønte sig som noget meget håndgribeligt og jordnært: Har man f.eks. har lovet Barnet, at lørdag aften skal være hyggeaften med pandekager, ja så er man nødt til at lave pandekager og hygge, selvom man pludseligt får trang til at gå i byen.


Det er faktisk som at have fået et lille barn - man kan ikke længere bare gøre, hvad man selv har lyst til, for der må først og fremmest tages hensyn til, hvad Barnet har brug for. For nogle betyder det, at Barnet skal have dækket et meget gammelt behov for at få lov at lege og være kreativ, og så skal der måske gøres plads til at hoppe i vandpytter eller male i malebog. Det interessante er, at barnets behov ofte er i overensstemmelse med den voksnes autentiske behov.


Barnet er følelsesmæssigt i underskud af beskyttelse, anerkendelse, respekt, interesse, nærvær, omsorg, medfølelse, trøst og alt muligt andet. Det har også meget brug for at få at vide, at det er uskyldigt og intet har at skamme sig over, men samtidigt har det også brug for, at man som voksen anerkender og rummer dets følelser af bl.a. skyld og skam. Når man som voksen begynder at rumme Barnets følelser og dække dets uopfyldte behov, begynder sårene at hele og Barnet kan begynde at vokse og udvikle sig. Faktisk virker det begge veje, for også den voksne heles og udvikles i kontakten med Barnet.


Det er ikke alle, der kan, eller har lyst til at arbejde med det indre barn, men hvis det føles godt og rigtigt, kan der være store gevinster. Den indre smerte, ensomheden og følelsen af at være adskilt fra sig selv begynder sikkert at mindskes.  Man kan blive bedre til at varetage sine egne behov og sige til og fra, så man kan passe på sig selv (fordi man skal passe på Barnet). For nogle bliver Barnet ved med at være et barn, mens det for andre efterhånden vokser op, og bliver alderssvarende med én selv. Der er ingen rigtig eller forkert måde at arbejde med det på - der er kun éns egen måde.


Hvis du vil læse mere om den betydning Barnet har i voksenlivet, kan bogen Rejsen hjem af John Bradshaw anbefales. Bogen er udsolgt fra forlaget men kan lånes på biblioteket eller måske findes antikvarisk.


Klik her for at læse hele oktober måneds nyhedsbrev.