Breaking news! Det er en stor dag for senfølgeramte

 

Her til formiddag d. 1. november blev resultatet af årets satspuljeforhandlinger offentiggjort, og der er særdeles gode nyheder. Hele senfølgeområdet får et gigantisk løft. Landsforeningen Spor får 1 mill. i driftsstøtte de næste fire år, der vil blive lavet en national handlingsplan, hvilket er det, Spor har arbejdet for i mange år, der vil blive kigget på brugerinddragelse på området, og CSM'erne får en gevaldig saltvandsindsprøjtning, så ventelisterne kan blive bragt ned. Kæmpestort tillykke til os alle J

Sporarbejde Hjemmeside

 

Aftaleteksten lyder som flg.:

Styrket indsats til personer med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen og ungdommen

Mennesker, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen og ungdommen, vil ofte have behov for hjælp og støtte i voksenlivet. Senfølgeramte kan bl.a. få hjælp og rådgivning i regi af de tre Centre for Seksuelt Misbrugte (senfølgecentre), som yder en specialiseret indsats til målgruppen. Der er dog et stort problem med lange ventelister på senfølgecentrene med op til flere års ventetid. Satspuljepartierne er derfor enige om, at der er et akut behov for at reducere ventelisterne på de tre Centre for Seksuelt Misbrugte (senfølgecentrene). Partierne er endvidere enige om, at der skal iværksættes en handlingsplan til mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen og ungdommen. Handlingsplanen skal bl.a. se på den fremadrettede organisering af den generelle indsats til målgruppen på tværs af kommuner, senfølgecentre og psykiatrien.


Endelig er partierne bag satspuljen enige om at styrke brugerperspektivet og synliggørelsen af senfølger efter seksuelle overgreb gennem en driftsbevilling til Landsforeningen for voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen (Landsforeningen Spor).


Der afsættes til den samlede indsats i alt 61,2 mio. kr. i perioden 2019-2022.️

 

Klik her for at læse hele november måneds nyhedsbrev.