Terapi er ikke bare terapi

 

Spor får af og til stillet spørgsmålet, hvilken terapiform der er bedst egnet til behandling af senfølger. Det findes der ikke noget entydigt svar på.

Et barn, der vokser op med overgreb og omsorgssvigt, rammes på alle tænkelige måder. Det former simpelthen den måde krop, tankemønstre og følelser udvikler sig, og dermed også den måde barnet kommer til at relatere til sig selv og andre.  

Sporarbejde Hjemmeside


Det er forskelligt fra menneske til menneske, hvilket område der er værst ramt, og derfor må behandlingen optimalt tage udgangspunkt i et individuelt aktuelt behov. Der vil givetvis være brug for forskellige tiltag på forskellige tidspunkter igennem livet. Dette kan illustreres udfra en tredeling af hjernen: 

  • Den udviklingsmæssigt nyeste del af hjernen er selve overfladen - den kognitive del. Det er her, vores tankevirksomhed foregår.
  • Den mellemste del af hjernen er pattedyrshjernen eller det limbiske system. Det er her følelserne bor.
  • Den ældste del af hjernen kaldes krybdyrshjernen. Den fungerer pr. automatik, der er hverken koblet tanker eller følelser til, og den forstår ikke ord. Det er her, impulserne til kamp og flugt kommer fra.


For at skabe forbindelse mellem de forskellige dele af hjernen må behandling være helhedsorienteret. Det vil sige kropsterapi, der påvirker krybdyrshjernen; følelsesforløsende terapi, der påvirker det limbiske system, og en form for kognitiv terapi der påvirker tankemønstre og forståelse. Det skal ikke nødvendigvis ske på samme tid, men efterhånden som der opstår behov og parathed hos den senfølgeramte.


Desværre opfattes senfølger af traumer som oftest som en 'psykisk lidelse', hvorfor de få behandlings-tilbud, det etablerede behandlingssystem har, ofte består af en form for kognitiv terapi. Nogle mennesker bliver hjulpet af det, fordi det er det, de aktuelt har brug for, men opstår der senere et behov for at arbejde med kroppen og følelserne, er der desværre ikke meget hjælp at hente. Andre får slet ikke udbytte af at starte i et forløb med kognitiv terapi, fordi det er nødvendigt først at arbejde med følelserne eller med kroppen. I den bedste af alle verdener vil udgangspunktet for et behandlingsforløb være at starte dér, hvor den enkelte senfølgeramte er mest modtagelig. Det nytter f.eks. ikke meget at starte med kognitiv terapi, hvis hjernen er uimodtagelig for indlæring, fordi der først må skabes mere ro i kroppen. På samme måde vil det ikke hjælpe at starte med at arbejde med kroppen, hvis det er nødvendigt først at få en intellektuel forståelse for kroppens følelser og reaktioner.


Uanset terapiform er relationen til behandleren af største vigtighed. Det er helt nødvendigt, at man som klient bliver mødt og rummet, da det er grundlaget for tillid. Uden tillid kan man ikke være åben og ærlig, og så vil terapien ikke hjælpe. Dertil må behandleren tillade positiv tilknytning, så de gamle tilknytningstraumer kan blive helede. Det der blev ødelagt i en relation, må helbredes i en relation.


Konklusionen er, at terapi ikke bare er terapi. Nogle er heldige at få stort udbytte allerede af første eller andet terapiforløb, men mange er nødt til at forsøge sig med flere forskellige behandlingsformer og søge forskellige behandlere. Det er så vigtigt at mærke efter i sig selv, om det føles rigtigt. Der er ikke noget, der kan hjælpe alle, men alt kan hjælpe nogen. Derfor er terapi heller ikke det eneste, der er brug for, når man som voksen med senfølger prøver at skabe et godt liv - men mere om det i en senere klumme. 


Relaterede artikler:
Kroppens forsvarsmekanismer af choktraumeterapeut Gitte D. Fjordbo
De fysiske konsekvenser af seksuelle overgreb i barndommen af læge og psykoterapeut Vibeke Møller
Incest giver varige skader på sjæl - og krop - P1 podcast med chefpsykolog Lars J. Sørensen


Klik her for at læse hele maj måneds nyhedsbrev.