Kroppens forløsning

En personlig beretning af Solveig Collett Munkholm

Man kommer ikke udenom, at man som senfølgeramt kan komme rigtigt langt med en dygtig psykolog, men for mit eget vedkommende har jeg rykket mest, når kroppen har fået lov at være medspiller. 

Sporarbejde Hjemmeside

Min vej gennem behandlingssystemet som krænket tog sin begyndelse i 1995. Jeg startede med samtaler i distriktspsykiatrien på Aalborg Sygehus, men ret hurtigt kom historien til at dreje sig om at finde en måde at klare mit daværende personlige liv. Efter ca. et halvt år måtte jeg stoppe med terapien, fordi jeg fik arbejde. Da jeg blev arbejdsløs igen i 1998, opstod atter et behov for at komme til terapi, og jeg gik til samtaler et halvt års tid, hvorefter jeg igen fik arbejde, og var nødt til at stoppe. Terapien handlede også denne gang mest om mine daværende personlige problemer med parforhold og familie.

Men så skete der noget andet. I løbet af 1998 fik jeg en god ven. Han var healer af det sårede indre barn og arbejdede indiansk. Det sårede indre barn var bestemt ikke noget, jeg hidtil havde taget mig af. Faktisk var jeg slet ikke klar over, at det eksisterede. Jeg begyndte at se ind i mig selv på en ny måde. Med ganske små skridt begyndte jeg at forstå, at jeg kunne reagere anderledes på mine følelser end ved at undertrykke dem eller overreagere på dem. Det var svært at ændre, men jeg fik en fornemmelse af, hvor min vej gik hen.

I år 2000 fik jeg lyst til at være noget for andre gennem det alternative, og startede derfor på en 3 årig uddannelse som healingsmassør og samtaleterapeut. Hvad jeg ikke havde tænkt over var, hvor meget denne uddannelse kunne give mig selv, eftersom jeg selv og de andre elever var prøvekaninerne. Som healingsmassør arbejder man blidt med kroppen, langsomme og rolige strøg, hvor man nogle steder holder om en legemsdel som f.eks. knæet for at give healing og omsorg. Når man bliver masseret på den måde, begynder kroppen at fortælle. Den fortæller i enten billeder, følelser eller stemninger, der dukker op undervejs.

Min reaktion efter lang tid på uddannelsen var således ubehag, da en kvinde masserede mit lår. Jeg brød mig ikke om det, men prøvede at fortælle mig selv, at det jo bare var xx, der stod der. Ikke noget farligt i det, men min krop ville ikke lytte. Jeg havde lyst til at skubbe hendes hænder væk, men 'det kunne man jo ikke'. Det blev mere og mere ubehageligt for mig, mens jeg forsøgte at tænke på noget andet.

Pludselig stod underviseren ved siden af og spurgte, om der var noget galt? "Nej", sagde jeg. "Ok", sagde hun, men hun spurgte alligevel igen lidt efter. "Nej" sagde jeg igen, men min stemme var ikke helt rolig. "Hvad er der galt?", blev der spurgt og med lillebitte pige stemme prøvede jeg at sige, at jeg ikke ville have, at xx masserede mig. Det var i den grad grænseoverskridende at fortælle det. "Jamen så må du sige fra", svarede underviseren. Det kunne jeg ikke. Min hals snørede sig sammen, og der kom kun kvæk ud af min mund. Underviseren tjattede til min arm, og sagde "Du skal sige fra”. Hun blev ved og irritationen bredte sig i mig. Pludselig blev jeg vred og rejste mig halvvejs op fra briksen med øjnene lukkede, og den venstre arm kom helt omme fra ryggen, og slog ud efter underviseren. "Lad mig så være. Jeg vil ikke have det." Og så skubbede jeg massørens hænder væk fra mit lår.

Jeg brød hulkende sammen som en lille pige, for det var farligt, det jeg havde gjort. Mange følelser gik gennem min krop, og jeg kunne kun hulke. Jeg var bange, vred og ked af det. Senere bredte der sig en lettelse i min krop. Kroppen havde fået lov til at reagere og sige nej uden, at det fik konsekvenser for mig. Jeg var rigtig træt bagefter, og min arm havde været så anspændt under slaget, at jeg havde overanstrengt en sene fra ryggen og ud i armen, så jeg ikke kunne bruge den i de næste dage. Da lærte jeg, hvor vigtigt det er at få kroppen med i spillet, når man taler terapi.

Siden dengang har jeg været meget opmærksom på, at kroppen har spændinger, at cellerne har hukommelse, og at det alt sammen også skal forløses. Det betyder rigtig meget, at kroppen får lov og plads til at reagere - selv på ting som ligger langt, langt tilbage. Når kroppens følelser og reaktioner forløses fysisk, ændrer tingene sig på et dybere plan, for det er ikke længere kun ord.

I dag er jeg nået langt med mig selv. Jeg ville ikke være kommet så langt, hvis jeg ikke havde lært min krop at kende, og hvis ikke jeg havde fået så meget forløst gennem kroppen. For med PTSD er det stadig min krop, der reagerer, selv om jeg psykisk og mentalt forstår, hvorfor.

Som senfølgeramt er der mange fællesnævnere fra person til person, men selv fællesnævnere har deres eget sprog for den enkelte. Reaktionerne er forskellige, for vi er alle forskellige på trods af den samme historie, og derfor må vejen til forløsning og bedre livskvalitet også være forskellige. Det vigtigste er at finde sin egen vej og at blive derpå. Være nysgerrig og undersøgende uanset, hvor lang tid, det tager.

For mig er målet ikke vigtigt. Det var det engang. I dag er det vejen, processen, menneskene jeg møder på den vej. Alt sammen lærer det mig noget om, hvem jeg er.


Klik her for at se TV2 Østjyllands dokumentarudsendelse med Solveig, hvor hun fortæller om livet med senfølger.