Er senfølger blevet til et spørgsmål om 'knus og kram'!?

 

I takt med at børnene fra Tøndersagen, Rebilsagen, Brønderslevsagen og andre overgrebssager bliver voksne, kommer det frem, at der er en udpræget mangel på behandling og hjælp til at håndtere voksenlivet med senfølger af barndommens mishandling. Her i påsken var det Nadja fra Tøndersagen, der kom i mediernes søgelys, da hun i et åbent brev til statsministeren appellerede om hjælp. 

 

Sporarbejde Hjemmeside


Medierne slog det stort op men med et par enkelte undtagelser var de efterfølgende artikler overfladiske og viste en udpræget mangel på journalistisk research, mangel på viden fra nogle af de interviewede og mangel på vilje fra politikerne til at tage hånd om et omfattende samfundsproblem. I et par af artiklerne blev Nadjas efterlysning af terapi, tilknytning og tryghed gjort til et spørgsmål om 'knus og kram', plejefamilier til voksne og en frivillig indsats. Selvom det formentligt ikke var tilsigtet, kan det virke respektløst og som en devaluering af senfølgeramte, når vi groft sagt bliver sat ned i kravlegården!
 

Voksne med senfølger af seksuelle overgreb er naturligvis forskellige og har individuelle behov, der ikke kan generaliseres. Det er utroligt vigtigt, at der tages udgangspunkt i det enkelte menneske, så det bliver set, hørt, respekteret og forstået på sine egne præmisser – måske for første gang i sit liv. Der er ikke brug for ét tilbud men for indsatser på mange forskellige områder, hvoraf tilstrækkelig og individuel tilpasset behandling er én af dem.

På trods af, at en meget stor procentdel af indlagte i psykiatrien har været udsat for omsorgssvigt, vold og/eller seksuelle overgreb og lider af PTSD eller Kompleks PTSD, er der i det psykiatriske system en modvilje mod at forholde sig til senfølger af overgreb. Der er ufatteligt lidt viden om traumatisering og ingen reelle behandlingstilbud, hvilket afstedkommer en massiv fejl- og symptombehandling, der udover at medføre meget lidelse også er spild af penge. Mange senfølgeramte er nødt til at fravælge psykiatrien, fordi de bliver retraumatiserede og d.v.s., at de står uden behandlingstilbud.

Kuno Sørensen fra Red Barnet skriver det så præcist: "Ja, Nadja har styrke til at fortælle, at hendes liv fortsat er uudholdeligt, fordi hun som barn ikke fik kvalificeret hjælp, og fordi hun nu som voksen bliver medicineret og får ukvalificeret hjælp".

Der findes mennesker, der har været udsat for overgreb, som i deres voksenliv får opbygget en god tilværelse med livskvalitet. Fællestrækket er, at de har fået en behandling, der tog udgangspunkt i mennesket, så der var grundlag for at skabe tillid og tilknytning. Det kan være et stort arbejde at finde netop den person, der gør forskellen for én selv.

____________________________________________________________________________

Nogle af påskens artikler: