Når 10 høns bliver til én fjer

 Af Helle Borrowman, formand og medlem af Spors spingruppe 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Spor mener, at der gøres alt for lidt for voksne med senfølger i Danmark. Det er som om, at problemets omfang ikke for alvor er gået op for hverken politikere eller den brede danske befolkning. Og det koster! Det koster menneskeliv, for nogle af os overlever ganske enkelt ikke men dør som følge af selvmord, misbrug, stress, udbrændthed, fysisk eller psykisk sygdom. 

Sporarbejde Hjemmeside

De personlige omkostninger for senfølgeramte og vores familier er ofte meget høj. Der kan være nedsat arbejdsevne og forældreevne, social isolation og i det hele taget en generel lav livskvalitet. Omkostningerne til relevant behandling kan for den enkelte beløbe sig til flere hundredetusinde kroner.

Samfundsmæssigt postes der penge ud til behandling af alverdens symptomer: Psykiske lidelser, fysisk sygdom, misbrug, prostitution o.s.v. uden, at der tages hånd om årsagen til symptomet. Men det er langt de færreste senfølgeramte, som har fået tilstrækkelig og relevant behandling. De fleste lever i dag med smerten fra senfølgerne uden at se en sammenhæng mellem nu-livets problemer og det der skete ’dengang’.

 

Traditionelt har indsatsen for senfølgeramte voksne primært hvilet på frivillige skuldre. Til at starte med, i starten af 80’erne, var det kvinder, der var udsat for seksuelle overgreb, som gik sammen og fik dannet foreninger, hvor overgrebsramte kvinder kunne møde ligestillede. Foreningerne havde ofte en politik om, at det kun var kvinder, som selv havde været udsatte for seksuelle overgreb, som måtte yde rådgivning til andre kvinder.

Først i 90’erne blev det ’opdaget’, at også drenge var udsat for seksuelle overgreb. Hvor incestcentrene i udlandet ofte var en del af kvindebevægelsen og fysisk tilknyttet kvindekrisecentrene, var det i Danmark selvstændige foreninger. Det gjorde det noget lettere også at rumme senfølgeramte mænd, selvom der rent faktisk i starten var modstand mod, at mænd skulle have adgang.

Gennem 90’erne blev foreningerne mere og mere professionaliserede med en højere faglighed, og det var ikke længere udelukkende ’hjælp til selvhjælp’, hvor ramte hjalp ramte. Der kom professionelle behandlingstilbud på banen i de frivillige foreninger og også seksuelt misbrugte mænd var velkomne. Mange foreninger fik og får stadig tilskud deres virke gennem statslige og kommunale puljer.

I 2004 kom det første egentlige statslige tilbud til senfølgerramte, da satspuljeaftalen for 2004-2007 blev vedtaget og den såkaldte Psykologordning blev etableret. Psykologordningen er blevet videreført gennem satspuljemidler igen i 2008-2011 og 2012-2015. Om ordningen føres videre i 2016-2019 er endnu uvist, men vi undersøger sagen. Vi kan i hvert fald konstatere, at ordningen er lukket for ansøgninger året ud. Psykologordningen er eneste reelle mulighed for gratis behandling for alle, der ikke bor i nærheden af København, Aarhus, Odense eller Kolding.

Senere blev det muligt at få tilskud til psykologbehandling gennem Sygesikringesordningen.

 

I 2010 afholdt paraplyorganisationen Landsorganisationen mod seksuelle overgreb, LMSO, en folketingshøring om de personlige og samfundsmæssige konsekvenser af seksuelle overgreb mod børn. Spor (som dengang hed Synlighedsdagen) er medlem af LMSO og var en drivende kraft bag folketingshøringen.

I satspuljeaftalen for 2011 kunne man se, at høringens havde gjort indtryk på de folkevalgte. I aftaleteksten stod:

”Senfølger af seksuelle overgreb
Satspuljepartierne er enige om, at der skal ske en drøftelse af tilbud til voksne med senfølger af seksuelle overgreb i forbindelse med satspuljeforhandingerne for 2012 med henblik på at drøfte behovet for en landsdækkende permanent indsats på området, herunder hvordan ’Fynsmodellen’ med en kombination af professionel behandling og frivillig rådgivning og støtte kan udbredes.”

De lagde altså en binding ind om, at der skulle ses på senfølgeområdet i næste års forhandlinger. Vi bider mærke i ordene landsdækkende og permanent.

Året efter stod der i aftaleteksten for 2012 - 2015:

”Landsdækkende behandlings- og rådgivningsindsats over for mennesker med senfølger af seksuelle overgreb
Satspuljepartierne er enige om at afsætte 67 mio. kr. over fire år til en styrket indsats over for mennesker med senfølger af seksuelle overgreb. Indsatsen skal bestå af tre regionale centre, som skal samle og koordinere den allerede eksisterende indsats på området, og sikre lands-dækkende hjælp til målgruppen.

Satspuljepartierne er endvidere enige om at videreføre det eksisterende tilbud om psykolog-behandling til mennesker med senfølger af seksuelle overgreb.”

Nu er denne bevilling så udløbet og satspuljeforhandlingerne for 2016-2019 er afsluttet. I aftaleteksten står der:

”Regionale centre for seksuelt misbrugte
Der afsættes i alt 47 mio. kr. i perioden 2016-2019 til fortsat drift og varig forankring af senfølgecentrene.”

I 2015 fik centrene tilsammen 16 millioner kr. De får med aftalen 16 millioner kr. de næste to år, hvorefter bevillingen går ned til 10 millioner kr. i 2018 for at ende med 5 millioner kr. i 2019.

En bevilling på 16 millioner kr. er langt fra nok! CSM Centrene har fået til opgave at tilbyde landsdækkende behandling, rådgivning og støtte, men de har slet ikke fået de ressourcer der skal til for at løfte opgaven.

 

Det har bevirket, at centrene har lange ventelister til behandling - mellem ½ og 2 år. I nogle af centrene visiterer de ’smalt’ ind – d.v.s., at de lægger nogle kriterier ind for, hvornår man kan få behandling, som sorterer senfølgeramte fra - som ofte de sværest ramte.

Og centrene har slet ikke haft økonomien til at løfte den geografiske udfordring. De tre centre i København, Aarhus og Odense (med en behandlingssatellit i Kolding) som skulle tilbyde landsdækkende behandling, rådgivning og støtte, dækker reelt kun de byer hvor de er fysisk til stede og oplandet dertil. I den nyligt udkomne rapport Rapportering fra senfølgecentrene der arbejder med voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen 2014 står der, at størstedelen af personer i et behandlingsforløb var bosat i København, Aarhus eller Odense. Så vi kan konstatere: Der er ikke nogen landsdækkende behandlings- og rådgivningsindsats for senfølgeramte voksne.

Så selvom det naturligvis er godt, at centrene overlever, er vi ikke imponerede.

 

Evalueringsrapporten fra Syddansk Universitet pegede på, at det var nødvendigt at udvide behandlingskapaciteten og etablere satellitter for at dække behovet. De estimerer, at der er brug for 70 millioner kr. årligt, hvis senfølgeramtes behov skal dækkes. Det økonomiske estimat bygger på en antagelse om, at 2% af børn i Danmark udsættes for seksuelle overgreb. Det tal sætter Spor spørgsmålstegn ved, da det kun er én dansk undersøgelse, der har vist dette lave tal for omfanget, mens andre danske og internationale omfangsundersøgelser viser langt højere tal.

Og så er der spørgsmålet om en ’permanent’ løsning, som vi fik stillet i udsigt i aftaleteksten fra 2011. I den kommende periode skal der ske en ’varig forankring’ af centrene. I et svar til Pernille Skipper skrev socialminister Karen Ellemann: ”Det er derfor mit udgangspunkt for satspuljeforhandlingerne om satspuljeaftalen 2016 at sikre en finansiering til senfølgecentrene, som muliggør at centrene kan forankres i kommunalt eller regionalt regi.”

 

Vi kan derfor se frem til en udfasning af den statslige støtte til CSM Centrene, da det er socialministerens plan, at de skal overgå til kommunerne eller regionerne. Men i en tid hvor kommuner og regioners økonomi er hårdt presset, er det kun ’skal-opgaver’, der løses. Så med mindre der følger lovinitiativer med, så senfølgeramte får en lovfæstet ret til støtte, samvær og behandling, så er det en stort set umulig opgave at få CSM Centrene forankret. Regioner og kommuner tager ganske enkelt ikke ansvar, hvis det er en opgave de kan løfte, hvis de vil.

Så der er lang vej igen! Vi har brug for en stærk interesseorganisation, som vedvarende kan lægge pres på staten, kommunerne og regionerne for at få lavet permanente, landsdækkende tilbud til senfølgeramte voksne. Socialministeren har i et svar til Social- og Indenrigsudvalget afvist behovet for en national, tværministeriel handlingsplan. Men det sidste ord er ikke sagt i den sag. Minister efter minister har dysset omfang og alvor af senfølgeproblematikken ned, så det er os selv, der gennem en stærk organisation er nødt til at sætte skarpt på, hvordan det i Danmark er lykkedes af få 10 høns til at blive til én fjer.