Når børn, unge og voksne krænker

 

I januar blev offentliggjort en ny rapport fra Janus Centret, der er landets eneste behandlingssted for mindreårige seksuelle krænkere. Rapporten fik en del opmærksomhed i pressen, der især hæftede sig ved, at krænkeren i hvert 10. tilfælde er en pige. Psykolog Kuno Sørensen fra Red Barnet udtalte, at der er alt for lidt fokus på, at piger og kvinder også krænker børn seksuelt. Der er da heller ingen tvivl om, at det er et endnu større tabu end mandlige krænkere.

Sporarbejde Hjemmeside

Der er mange myter omkring seksuelle overgreb på børn og én af dem er, at det handler om sex - en påstand der i høj grad grunder i uvidenhed. Seksuelle overgreb i enhver form er en voldelig handling og mennesker der forgriber sig seksuelt på børn, har andre motiver og behov end seksuel tilfredsstillelse. Det handler bl.a. om magt kontra afmagt og seksualisering af følelserne. Undersøgelsen fra Janus Centret gør det mere forståeligt, at et seksuelt behov ikke kan være motivet, når det er børn, der krænker andre børn.

En anden myte eller forestilling er, at krænkeren typisk er en midaldrende usympatisk mand. Også denne myte er undersøgelsen med til at punktere og det er vigtigt, fordi der i den offentlige debat er en tilbøjelighed til at mene, at problemerne løses med voldelig hævn. Det bliver ofte fremført, at krænkeren bare skal kastreres, hvilket betinger, at krænkeren lever op til den stereotype opfattelse af at være en mand. Men hvad gør man så med kvinder, der krænker? Eller børn der krænker? Hvad med de små piger der krænker? Problemernes kompleksitet bliver tydeligere.

En tredje myte er, at mennesker, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen, selv bliver krænkere som voksne. Den er straks sværere, for det et faktum, at nogle børn, der selv har været udsat for overgreb og/eller omsorgssvigt rent faktisk selv krænker videre (som det også fremgår af undersøgelsen). Problemet er, at myten generaliserer og skærer alle over én kam. Der kan være forskellige årsager til denne overbevisning, f.eks. kan den være en beskyttelse mod frygt, for når man antager, at krænkede selv bliver krænkere, så ved man, hvem man skal passe på og behøver ikke at mistro alle. Myten kan skabe en falsk tryghed, hvor indsigt, viden og forståelse af problemernes kompleksitet ville skabe en mere ægte tryghed.

Andre benægter blankt, at der er en sammenhæng mellem overgreb/omsorgssvigt i barndommen og udviklingen af en krænkerpersonlighed. Det er ofte mennesker, der selv har været udsat for overgreb og årsagerne til benægtelsen kan f.eks. komme af angst for at blive stigmatiserede, frygt for selv at blive/være krænkere eller behov for at undgå at forholde sig til deres krænkers opvækst og traumer.

Uanset årsagerne til hhv. generalisering og benægtelse, er det to sider af samme sag: Begge dele er med til at opretholde tabuisering, mytedannelse og fordomme.

Modgiften er viden, viden og atter viden. Undersøgelsen fra Janus Centret giver større viden og forståelse om børn, der krænker og hvorfor de krænker. Desværre er der slet ikke den samme interesse i at få viden om voksne krænkere - faktisk er der ingen, der vil give penge til forskning i denne del af problematikken. Det er meget trist, for det er nødvendigt med en helhedsforståelse, hvis man skal gøre sig håb om at skabe forandringer, så færre børn i fremtiden udvikler krænkertilbøjeligheder og færre børn bliver krænket.

Ét af de få mennesker, der virkeligt har viden om voksne seksuelle krænkere er Thomas Hammerbrink, der er ekspert i behandling af pædofile. Han har skrevet kapitlet 'Man jager et bæst - men man fanger et menneske', der indgår i antologien 'Pædofili'. Her forklarer han bl.a., hvordan personligheden, kønsidentiteten og seksualiteten dannes og hvordan overgreb og omsorgssvigt i barndommen påvirker denne udvikling, så nogle udvikler en seksuel lyst til børn. Artiklen kan absolut anbefales, både fordi den giver viden men også fordi den kan give en forståelse af egen personlighedsudvikling, selvom man absolut ikke har krænkertilbøjeligeheder.