Det i parenteserne

Af Kristinna Johansen

I forlængelse af sidste måneds klumme Gamle følelser i nye relationer, som særligt handlede om parforhold, kan vi også se på mekanismerne, når det gælder samspillet med vores voksne børn. At vokse op med en senfølgeramt forælder giver næsten uundgåeligt nogle traumer og sårbarheder, så når børnene er voksne, har både de og vi reaktionsmønstre, som kan trigge hinanden, og der er sat vand over til voldsomme konflikter.

Sporarbejde Hjemmeside

Til illustration vil jeg fortælle et eksempel fra mit eget liv:

Jeg har to nu meget voksne sønner, som jeg for en stor del var alene med gennem deres opvækst. Da de var flyttet hjemmefra, havde vi sommetider skænderier, når vi var sammen. Måske egentlig ikke så tit, men det var meget voldsomt og fyldte derfor meget. Også på den måde, at de begge havde en periode, hvor de afbrød forbindelsen til mig.

Først for få år siden lykkedes det os at analysere os frem til reaktionsmønstret: Jeg blev som barn truet på livet til at tie stille med det, andre ikke ønskede sagt. Min ældste søn er traumatiseret af en barndom i konstant usikkerhed, hvor han skulle passe på mig. Den yngste har følger af mine voldsomme og uforudsigelige vredesudbrud. Det er ikke kønt, men det har været nødvendigt at se ærligt på det.

Vores sidste store konflikt gik ud på, at vi havde aftalt at hjælpe min ældste søns far, som er syg, ved at ordne hans fuldstændig tilgroede have. Da vi så var samlet den weekend, tog ingen initiativ til at komme afsted, så jeg følte mig tvunget til at sige noget (men gjorde det på en klemt og akavet måde, fordi jeg mærkede en modstand hos den ældste, og det triggede min frygt for at tale). Den ældste reagerede med raseri (han var fanget i, at han havde indgået aftalen, men følte inderlig ulyst - fordi han gled tilbage i, at han som barn altid skulle tage sig af sine forældres problemer, mens ingen tog sig af hans) Den yngste reagerede med endnu mere raseri rettet mod mig (ethvert optræk til ufred omkring mig triggede ham tilbage i barndommens konstante risiko for vredesudbrud, og han vil ikke stå model til det mere). Jeg blev vred, fordi jeg følte mig totalt uretfærdigt angrebet (og jeg blev rædselsslagen, var tilbage i det livsfarlige i at have sagt noget).

Som sagt blev det vores sidste store konflikt. Vi fik langt om længe indset de ting, der står i parenteserne, og det gik op for os, at de af vores konflikter, som var alvorlige, altid havde det mønster. Siden har vi kunne undgå at flegne ud i raseri og frygt og i stedet meget hurtigt bringe os selv til at tale om det i parenteserne. De seneste år har vi fået et stadig tættere forhold. Vi har nemt ved at tale sammen om vigtige ting og ses ofte.

Drengene siger sommetider noget om værdien af at have stiftet bekendtskab med, at livet ikke bare er nemt for alle: man forledes ikke til at tænke, at andre bare kan tage sig sammen. De bruger begge den indsigt i deres arbejde og øvrige liv, og jeg tænker, at vi som senfølgeramte godt nok afstedkom megen elendighed for vores børn, men vi gav dem også erfaringer, som åbner mulighed for at følge andre mennesker ind i deres virkelighed på en måde, ikke alle kan.


Klik her for at læse hele april måneds nyhedsbrev.