Den fjerde statsmagt: Pressen

Aldrig har der været mere fokus på voksne med senfølger i pressen end i marts måned 2016.

 

Sporarbejde Hjemmeside

Mandag den 7. marts måned afholdt Nordjysk Spor et debatmøde om de manglende behandlingsmuligheder for voksne med senfølger i Nordjylland. Samme dag bragte Nordjyske Stiftstidende en forsidehistorie om nedlæggelsen af psykologordningen og dermed nedlæggelsen af den eneste reelt landsdækkende behandlingsmulighed for senfølgeramte voksne. Mai-Britt Iversen, Rådmand i Århus kommune deltog i mødet og skrev efterfølgende et Facebookopslag om problemet.  

To dage senere bragte TV2 Fyn et indslag om, hvordan nedlæggelsen af psykologordningen øger tilstrømningen til CSM Syds frivilligsektion, som dermed for første gang nogensinde står overfor at indføre venteliste til den frivillige rådgivning. Dette blev ugen efter fulgt op af en personlig beretning som viste endnu en konsekvens af satspuljeforliget: At de der får behandling ved de tre centre for seksuelt misbrugte (CSM), fremover ikke kan få behandling til de er færdigbehandlede, men skal afsluttes efter et fastsat tidsrum. Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) gav overfor TV2 Fyn udtryk for, at det vil være 'sund fornuft' med en grundlæggende brugerbetaling for behandling. Denne udmelding blev imødegået af Michael Rasmussen, som bl.a. er bestyrelsesmedlem i Spor, da han var i TV2 Fyns studie i en direkte udsendelse for at kommentere.

Torsdag den 17. marts bragte DR P1 dokumentarudsendelsen "Ofre for sexovergreb lades i stikken", og der blev fulgt massivt op på historien hele dagen på flere af DR’s forskellige medier: dr.dk, radioavisen, P1 morgen, DR2 morgen (53:41) og TV Avisen. I dokumentaren på P1 blev problemerne med satspuljeforliget og det manglende politiske fokus grundigt belyst. Der blev hentet inspiration fra Grønland, hvor man fra politisk hold har valgt at lave en national handlingsplan. Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) var nu knap så bastant i sine udtalelser men 'nøjedes' med at sige, at det er en kommunal opgave at sikre senfølgeramte voksne behandling, støtte og rådgivning. Pernille Rosenkrantz-Theil (S) besvarede denne udmelding med, at står det til hende, vil centrenes finansiering blive permanent sikret. Efterfølgende lavede hun et videoopslag på Facebook, hvor hun gentager dette.

I Danmark kaldes medierne ofte for den fjerde statsmagt. Det gør man, fordi medierne skal holde øje med, hvad politikere og andre magthaverne foretager sig og på den måde holde dem i ørerne. Men medierne har også stor indflydelse på, hvad vi får at vide om det, der sker i samfundet. Med andre ord: Et problem bliver først til virkelighed, når pressen har beskrevet det! Bag alle tre historier i pressen stod der Spor-folk, så vi kan godt være tilfredse!

Tiden må vise, om marts 2016 blev et vendepunkt, hvor der blev skabt øget bevidsthed om den samfundsmæssige forpligtelse overfor voksne med senfølger af seksuelle overgreb. Man kan i hvert fald sige, at der blev givet nogle politiske løfter, som Spor naturligvis følger op på - første gang ved et møde med Pernille Rosenkrantz-Theil i slutningen af april.

Som det ser ud nu, vil det lykkes os at få senfølgeproblematikken med ved de nye sats-puljeforhandlinger til efteråret. Nu arbejder vi for, at der vil blive taget stilling til området set ud fra et langt bredere perspektiv frem for kun at se på de tre centres fremtid. Vi har brug for et reelt landsdækkende tilbud til senfølgeramte og en bred palet af tilbud. Vi har brug for en handlingsplan på området, så der arbejdes på tværs af socialområdet, sundhedsområdet, psykiatrien, misbrugs-behandlingen, kriminalforsorgen m.m.m. Der er rigeligt at tage fat på.  

20.03.16

Ill. Jens Byriel