Brugerinddragelse - eller mangel på samme!

Det er svært at sætte et præcist tal på omfanget af seksuelle overgreb mod børn. Undersøgelser viser, at tallet ligger mellem 2 og 20%.

 

  • Den aktuelle viden om overgreb mod børn og unge i Danmark er bl.a. baseret på en undersøgelse af unges trivsel fra 2008. Denne undersøgelse viste, at 13,5% havde oplevet seksuelle overgreb fra jævnaldrende eller voksne.
  • En undersøgelse fra 2010 fra SFI samt Videnscenter for Psykotraumatologi viser, at 2% af en årgang udsættes for seksuelle overgreb, inden de er fyldt 15 år. Dette svarer til 1.200 børn fra hver årgang. 
  • I en norsk undersøgelse fra 2012 baseret på et repræsentativt udsnit af den norske befolkning fremgår det, at 18,5% rapporterede at have oplevet seksuelle overgreb før det fyldte 16. år.
  • I EU estimeres, at 20% af børn og unge i EU-landene udsættes for seksuelle overgreb. EU står bl.a. bag kampagnen 'ONE in FIVE'.

Sporarbejde Hjemmeside

 

 

 

 

Socialstyrelsen estimerer, at mellem 60 og 80% af de børn og unge, som udsættes for seksuelle overgreb, udvikler senfølger som voksne. Udregnet efter det mest konservative estimat, 2%, vil antallet af senfølgeramte danskere være mellem 53.400 og 71.200 mænd og kvinder. Bruger man til gengæld EU's tal, vil estimatet være, at mellem 534.000 og 712.000 voksne danskere har senfølger.

Som det fremgår af disse tal, er der et voldsomt stort behov for en bruger- og interesseorganisation som Spor.

Det er som bekendt den, der har skoen på, der ved, hvor den trykker. På snart sagt alle områder søger man at skabe brugerinddragelse, fordi man ved, at det har en positiv effekt og skaber forandringer. Men netop på senfølgeområdet er det utroligt svært for os, der selv har erfaringer, at blive hørt. Vi bliver ikke inddraget i forhold til indsatsen i de enkelte centre, vi bliver ikke hørt i forhold til den politiske indsats eller når centrene skal evalueres og vi har umådeligt svært ved at komme i kontakt med pressen.

I år har Danmark formandskabet for Nordisk Ministerråd og Grønland har ønsket at få temaet 'Voksnes senfølger af seksuelle overgreb' på dagsordenen. Derfor afholdes der sidst i maj måned en to dages konference og det er jo utroligt positivt. Desværre afholdes konferencen på Grønland, hvilket betyder, at mindre foreninger og organisationer som f.eks. Spor ikke har økonomisk mulighed for at deltage. Vi har simpelthen ikke kunne skaffe pengene til to flybilletter! Vi har kontakt med en norsk brugerorganisation (Utsattmann) og det samme gælder for dem.

D.v.s. at vi igen står i den situation, vi har stået i så mange gange før – der bliver talt om os men ikke med os. Det må være kronen på værket, at der afholdes en fælles nordisk konference om senfølger, hvor eksperter på området, skal udtale sig, men de virkelige eksperter – os, der selv har været udsatte – er ikke repræsenterede!

Vi må derfor gå utraditionelle veje for at forsøge at skaffe penge til rejsen, så vi har oprettet en indsamling. Hvis du er på Facebook eller andre sociale medier, må du meget gerne dele linket. Alle beløb uanset størrelse vil blive modtaget med taknemmelighed.