Om at stå frem med sine senfølger

Zandra Bertelsen har i to udsendelser på TV2 givet offentligheden indblik i sin tilværelse som voksen med senfølger af seksuelle overgreb i barndommen (Station 2, november 2016). 

I stedet for at være ”pigen fra Tøndersagen” har Zandra valgt at stå frem og fortælle sin egen historie. Både for at hjælpe andre i samme situation, men også fordi hun var træt af at gemme sig (Derfor står jeg frem, TV2).

I Landsforeningen Spor var noget af det første, der blev nedskrevet, et sæt etiske retningslinjer om offentlig fremtræden, når man har senfølger. For der er gode grunde til at passe godt på, når så personlige og tabuiserede emner kommer til offentlighedens kendskab. F.eks. oplevede foreningen, at nogle af dem, som skulle holde oplæg på Synlighedsdagen om deres personlige historie, i sidste øjeblik aflyste, fordi de ikke var klar og ikke havde gennemtænkt konsekvenserne. Andre kunne fortælle om, hvordan deres møder med journalister havde været dårlige oplevelser eller ligefrem re-traumatiserende, og hvordan de efterfølgende havde fortrudt.


Hvad skal du overveje, før du står frem?

Solveig Collett Munkholm er en af dem, som har haft en rigtig god oplevelse med at stå frem. I dokumentaren Sporene fra Barndommen af Asbjørn With, blev der skabt et tillidsforhold mellem hende og filmholdet, hvor der blev lyttet til hende, og hendes ønsker og grænser blev respekteret. Erfaringen fra Solveig og andre er, at man skal have tænkt sig godt om, inden man står frem, og det kan følgende spørgsmål hjælpe til med:

  • Hvad er min hensigt med at stå frem og offentliggøre min historie?
  • Hvad ønsker jeg at tale om?
  • Hvilket budskab ønsker jeg at formidle?


Det vigtigste er at finde nogen at tale med om det. Så man har en sparringspartner både før, under og efter. Nogen som man kan vende sine tvivl og bekymringer med, og som man kan dele sine oplevelser med.

  • Hvilke muligheder har jeg for at se/læse indslaget inden offentliggørelse?


Det kan være vigtigt at huske sig selv på, at man altid kan trække sig fra et samarbejde, og at man ikke skal føle sig tvungent til at besvare spørgsmål, man ikke har det godt med.

 

Forskellen på at være udsat for overgreb som barn og at stå frem som voksen er netop muligheden for at sige fra.

 

Hvad kan du få ud af at stå frem?

Der kan være en helende effekt i at træde frem og bryde tabuet ved at offentliggøre noget af sin egen historie. Fordi man på en måde står ved sig selv og sin egen virkelighed i stedet for at skjule sandheden og gemme sig, ligesom dengang overgrebene fandt sted.

 

  • At stå frem og tale er en aktiv handling, som viser at man gør en forskel. Stik i mod den oplevelse af magtesløshed og underkastelse som overgrebene påførte én.
  • Ved at stå frem tager man noget af den styrke tilbage til sig selv, der blev taget fra én som barn. Man beskytter ikke længere forbrydernes hemmelighed.
  • Ved at stå frem i offentligheden advarer man de mennesker, som udsættes for seksuelle overgreb, om farerne ved at skjule forbrydelserne.
  • Ved at stå frem i offentligheden viser man andre voksne med senfølger, at de ikke behøver at skjule sig.
  • Ved at stå frem viser man andre nuværende og tidligere ofre, at de ikke er de eneste, og at de ikke er alene om stadig at kæmpe med konsekvenserne af overgrebene.
  • Når man gør en forskel for andre, kan tabet af ens barndom opleves mindre meningsløs.


Zandra Bertelsen viser, at trods de mest forfærdelige opvækstvilkår kan hun stadig stå på benene. Samtidig formår hun at formidle de konsekvenser, det har for hendes voksenliv. Det kan alle mennesker lære noget af, og det kan give håb for mange, der selv har været udsat.

 

Hvad risikerer du ved at stå frem?

Hvorfor er der så få, der står frem, når der er flere end 100.000 danskere, der har været udsat for seksuelle overgreb? Det er bl.a. fordi, det kan have voldsomme og uigenkaldelige konsekvenser at afsløre overgrebene. Nogle mister deres ophavsfamilie for altid. Mange mister kærester, venner og bekendte. Nogle mister deres arbejde. I lokalsamfundet og i naboskabet, bliver man pludselig set på med andre øjne: Man risikerer at blive reduceret til “én der har været seksuelt misbrugt” i nogens øjne, og enkelte oplever at blive mødt med foragt, vrede eller skadefryd. For nogle er truslen på livet fra overgrebspersonen stadig reel.

  • Har jeg gennemtænkt, hvilke konsekvenser offentliggørelse kan have både på kort og længere sigt? F.eks. i forhold til familie, egne børn, venner, kollegaer og genkendelse i det offentlige rum.
  • Er jeg parat til at håndtere de efterfølgende følelsesmæssige reaktioner ved at stå offentligt frem?

 

Nogen tænker på hvordan ens børnebørn vil have det. Nogle overvejer hvordan de vil forholde sig, hvis fremmede pludselig vil afsløre deres egne traumer for én.

Ud over omverdenens reaktioner, skal man også være parat til at forholde sig til sine egne reaktioner: Man mister drømmen om at være almindelig. Man mister drømmen om, at offentliggørelsen vil ændre alting til det bedre. Man mister troen på, at overgrebene ikke havde nogen konsekvenser. At det var noget, man kunne glemme. At det var noget man kunne komme over uden, at det havde sat spor. Man risikerer at miste sin hårdt tilkæmpede identitet, fordi det seksuelle misbrug kommer til at overskygge alt det andet, man også er, i sin egen og andres opfattelse.

 

Tegn på at du skal tage dig i agt

Det er ikke alle, der vil dig det godt - det er jo derfor, man har senfølger. Hvis man ikke får hjælp, har man det med at fortsætte sine mønstre. For eksempel det mønster at underlægge sig andres vilje. Nogle er villige til at udstille dig for at få mange læsere til en skandaløs sag.

Jonna Thede har oplevet at stå frem med et fokus, som hun ikke selv havde valgt. Hun ønskede at udgive en bog om sit liv, og de mange positive ting hun oplevede, efter hun blev kristen, men hun mistede grebet hen ad vejen og endte med at stå som forfatter til en bog om incest og tilgivelse. Jonna opdagede for sent, at hun ikke havde sig selv med i det, og at dette skyldtes senfølger, som hun ikke tidligere havde været bevidst om.

 

  • Hvor går mine grænser for, hvad jeg vil være med til?
  • Kan jeg sige fra, hvis journalisten går over mine grænser?
  • Hvad vil jeg gøre, hvis journalisten ønsker at formidle et andet budskab?
  • Er der skjulte signaler, der kan fortælle mig, at det her ikke er godt for mig?

Stresssymptomer kan være tegn på, at du ikke har tilstrækkelig fast grund under fødderne til at stå frem i offentligheden, og så er det bedre at lade være. Hvis du føler dig presset, tvungent eller “nødt til” at udtale dig om noget, du helst er fri for, har du overskredet dine egne grænser. Du har ikke pligt til at besvare spørgsmål, og du skylder ikke journalisten noget. Hvis du er bevidst om, hvad du selv ønsker, kan du bedre sige fra, hvis journalisten prøver at få dig til at sige eller gøre noget andet end det, du på forhånd har besluttet. Hvis du er i tvivl, kan du altid udbede dig betænkningstid.

Solveig Collett Munkholm har oplevet at blive misportrætteret af en journaliststuderende. Hvis ikke hun havde forbeholdt sig ret til at gennemlæse artiklen før udgivelse, ville hun have optrådt i en sex-fikseret artikel, som havde en helt anden drejning end den, hun var blevet lovet. At få taget sin historie fra sig ved at få den beskrevet af andre i forvansket form gentager den oprindelige oplevelse af at blive udnyttet. Netop ved journaliststuderende bør man altid forbeholde sig ret til gennemlæsning og i den forbindelse kunne trække sit samtykke tilbage.

Det er vigtigt at understrege, at selvom du har gjort dine forberedelser grundigt, og truffet dine forholdsregler, så kan din historie få sit eget liv i medierne, som du ikke kan kontrollere. Det er ikke dit ansvar, hvis andre misbruger din historie, men det er dit ansvar at forholde dig til, at den risiko eksisterer, og at du først og fremmest har ansvar for dit eget live og levned, og det kan være bedst for dig IKKE at stå frem.

Der er andre måder at oplyse om senfølgerne af seksuelle overgreb på end at stå personligt frem, fx at skrive under pseudonym eller optræde anonymt. Under alle omstændigheder er det Spors erfaring, at det gøres bedst i et fællesskab: Det opleves mere sikkert og trygt for den som står frem, og formidlingen løftes kvalitativt.

 

Tegn på at du bliver taget alvorligt af journalisten

Solveig fortæller om tilblivelsen af Sporene fra Barndommen: “De 45 minutter er bygget op over ca. 4-5 mdr. med samtaler af ca. 2-3 timer pr. gang, fordi det var det, jeg (og ikke mindst journalisten og kameramanden) kunne holde til. Også fordi jeg kom i kontakt med følelser, der lå dybt, som jeg skulle have tid til at bearbejde inden næste gang, så jeg havde hele mig med i hele forløbet.”

Journalister har udvidet ansvar over for sårbare kilder, der ikke har erfaring med at udtale sig til medier. De har derfor brug for at sikre sig, at det er en velovervejet beslutning, du har truffet, at du har fået alle de oplysninger, du har brug for, og at du kan sige fra over for det, du ikke ønsker. Journalisten skal respektere dine valg, så længe de ikke går ud over hensynet til andre.

 

  • Hvilke medier ønsker jeg at stå frem i?
  • Hvordan beskytter jeg mig selv i kontakten med medierne?
  • Hvordan håndterer jeg uønsket opmærksomhed?

 

At råbe det ud fra hustagene eller formidle forståelse

Spors formål er at synliggøre senfølger. Det gør vi ved at oplyse om de konsekvenser, seksuelle overgreb har for resten af livet. Vi sætter lys på en del af vores fælles verden, som de fleste helst er fri for at kende til.

Det er, når vi får skabt et reelt møde med dem, der skal modtage vores budskab, at vi kan lykkes med at formidle forståelse for senfølger. Et sådant møde kræver, at vi kan sætte os ud over os selv og i den andens sted. Altså lige præcis det, Spor ønsker af samfundet. Netop det kan være næsten umuligt, når man har været udsat for overgreb, og ikke selv har mødt forståelse. Spors oplæg og foredrag af voksne med senfølger er dog et bevis på, at det godt kan lade sig gøre.

For mange voksne med senfølger kan drivkraften for at stå frem være at afsløre og forhindre seksualforbrydelser. I Spor fokuserer vi på at få konsekvenserne af forbrydelserne - altså den voksnes senfølger - frem i lyset udfra en forståelse af, at nutiden er det bedste udgangspunkt for forandring. Det er her og nu, vi kan gøre en forskel. Det er ved at anerkende og sætte ind i forhold til senfølgerne, at vi selv og som samfund kan gøre en forskel for mennesker, som har været udsat for seksuelle overgreb.

Når man har brug for at råbe sin sandhed ud over hustagene, kan det være et tegn på, at man ikke oplever sig set, hørt og troet. Det er vores erfaring, at det kan være en hjælp at finde sammen med andre med senfølger, fordi presset for at fortælle sin egen historie aftager, når man hører andre fortælle deres. Ved at høre andres lignende historier bliver man bekræftet i, at seksuelle overgreb på børn er en del af virkeligheden, og at det er sandt, at overgrebene kan have livslange konsekvenser.

Der er brug for at voksne med senfølger kan få hjælp og støtte af professionelle med faglig indsigt og menneskelig forståelse. Når man ikke får hjælp til at bearbejde sine traumer, risikerer man at gentage dem. Ubearbejdede seksuelle overgreb, som beskrives med konkrete detaljer, kan hurtigt blive en gentagelse af overgrebet – både for den der fortæller, og for den der lytter. På den måde kan krænkelsen brede sig som ringe i vandet.

Det betyder ikke, at man ikke skal dele sine oplevelser med overgreb, men at det skal gøres i et terapeutisk rum, hvor fokus er på ens egen heling. Nogle har desuden en religion eller spiritualitet, der kan rumme det hele.

I Spor fortæller vi om konsekvenserne af seksuelle overgreb, og hvordan nutiden kan formes, så livet bliver værd at leve, for dem som blev svigtet i barndommen.

 

At tage ansvar for andres ve og vel eller umyndiggøre

Seksuelle overgreb på børn og de livslange konsekvenser for ofrene kan være svært at fortælle om, og det kan være svært at høre på og lytte til.

Der gøres mange krumspring for at slippe for at kende til senfølger af seksuelle overgreb, de såkaldte forsvarsmekanismer. Det viser sig lige fra den tavshed, der sænker sig over middagsbordet til, at senfølger bliver underkendt som fagligt speciale og ignoreret som et politisk ansvar.

Nogle gange pakkes ens eget ubehag ind som et hensyn til det menneske, som gerne vil stå frem. Hvis det er en velovervejet beslutning fra et voksent menneske, der er bevidst om de konsekvenser en offentliggørelse kan have, er det umyndiggørende at fortælle vedkommende, at det vil være ”bedst for dig selv” at lade være med at stå frem. Uanset omkostningerne af synlighed kan det være værre at holde sig selv hemmelig og usynlig. Man bliver (endnu mere) syg af ikke at kunne stå ved, hvem man selv er. Men en offentlig fremtræden forudsætter som nævnt, at man har fortrolige at tale med, som kan støtte én.

I Spor mener vi, at det er et fælles ansvar, at ingen lider unødig overlast, når der sættes ansigter på senfølger af overgreb. Det gælder både journalisten, det tidligere offer, og de der lytter. Det ansvar indebærer, at man for eksempel ikke hjælper nogen op på en talerstol, de ikke selv kan komme ned fra igen.

I Spor beskriver vi ikke overgreb i billedskabende detaljer (også fordi de kan misbruges som pornografi). Det starter vi ofte med at forsikre om, så der kan blive lyttet med et åbent sind. Hvis ikke der er denne ramme om formidlingen, vil mange både med og uden senfølger fokusere på at beskytte sig selv mod at høre noget rædselsfuldt, de ikke ved hvad er, og som kan komme når som helst. Der er ingen, som ønsker at blive taget som gidsel i andres fortælling.

Det betyder ikke, at man ikke kan ”sige det som det er”, eller, at man er bange for sandheden. Det betyder, at vi i Spor er optaget af at formidle forståelse for voksne med senfølger, og det kræver, at der er nogen, der kan og tør lytte. Det bliver nemmere, hvis formidlingen sker på lytterens præmisser.

I Spor er der en backing-gruppe, når nogen står frem, og der bliver holdt formøder inden en offentlig fremtræden. Både for at tage vare på den der står frem og for at tage hensyn til dem, der skal høre det.

Vi kan godt tale om seksuelle overgreb uden, at nogen lider overlast, og vi kan godt sætte ind med det samme uden at retraumatisere. Hvis der er vilje til det.

 

Dit valg – din stemme

Zandra Bertelsen har skrevet på facebook: ”Jeg er IKKE syg, jeg har en sygdom/diagnose. Det gør mig ikke svag som menneske. Respekter venligst, at jeg selv har valgt at stå frem og brug spalteplads på noget mere vigtigt end min anonymitet vs. Offenlighed. Fordi man har en diagnose, betyder det ikke man ikke kan tage ansvar, det er misforstået. I må meget gerne lade være med at fremstille mig som en der ikke kan tage ansvar eller umyndiggøre mig verbalt.”

 

Du kan høre om Spors holdning til at stå frem i offentligheden i disse programmer:
Radio 24syv
DR1 Debat