Velkommen! For at aktivere alle funktioner kan du Log ind or Registrering.

Notifikation

Icon
Error

ladylaw
#1 Skrevet : 13. juni 2015 18:09:57(UTC)
ladylaw

Placering: Newbie

Gruppe: Brugere
Tilmeldt: 19-01-2015(UTC)
Indlæg: 1

Påskønnet: 2 gang(e)
Blev påskønnet: 2 gang(e) i 1 indlæg
Hej

Jeg er en kvinde på de 35 år som de sidste 5 år har været sygemeldt af mange forskellige grunde, men en af grundende er fordi jeg har været misbrugt fra jeg var 6 til jeg var 13 år gammel. Dengang var jeg et meget fantasifuld barn og løj en hel del, som så resulterede i at jeg som 10 årige forsøgte at fortælle sandheden, var der ingen der troede på mig, at det var sket. Så det resulterede i at jeg sagde jeg løj. Sagen har aldrig været for en domsstol og da jeg forsøgte at fortælle det igen som 30 årig, var det meget få der troede på mig, selvom jeg aldrig har løjet om noget i mit voksenliv. At min barndom har baseret på utallige overgreb, får det mig til at tænke over, hvorfor jeg ikke så noget forkert i det dengang ? Hvordan ville jeg havde haft det, hvis det ikke var sket ? Jeg har ingen kontakt med personen idag og ønsker hellere ikke personen i mit liv. Men at emnet først er kommet frem nu, er straffen at jeg har mistet mange folk i mit liv. Lider idag af personlighedsforstyrrelse af psykisk fortid samt en masse andet. Har egentligt aldrig snakket dybt om mit barndom og overgrebene. Min kære mand ved godt hvad der er sket og støtter mig i mine valg, men det bliver aldrig snakket om det, da han bliver skide sur på en person der har gjort det over for mig, end at få snakket ud om det. De seksuelle overgreb og meget voldeligt ægteskab, har trukket mig så meget ned, at jeg ikke kan fungerer i en normal hverdag

Tak fordi i gad at læse det ;)
 2 brugere påskønnede ladylaw for dette indlæg.
jensdk 14-06-2015(UTC), Piacolere 02-04-2018(UTC)
Helene
#2 Skrevet : 14. juni 2015 12:18:30(UTC)
Helene

Placering: Advanced Member

Gruppe: Brugere, Foreningsmedlemmer
Tilmeldt: 25-02-2014(UTC)
Indlæg: 68

Påskønnet: 33 gang(e)
Blev påskønnet: 9 gang(e) i 7 indlæg
Hej Ladylaw

Jeg kan genkende meget af det, du skriver. Overgreb i barndommen sætter sine dybe spor.

Vil lige nævne, at det er meget almindeligt, at børn, der udsættes for overgreb, lyver. Det er en måde at mestre sin tilværelse på. Jeg fik selv at vide, at jeg var et 'meget fantasifuldt' barn - og det var bestemt ikke positivt ment. Men min fantasi har helt klart været medvirkende til, at jeg kunne overleve og nu som voksen, hvor jeg har arbejdet med at blive helet, har min såkaldte fantasifuldhed eller forestillingsevne været en meget stor hjælp.

Du spørger, hvorfor du ikke så noget forkert i det dengang, det skete. Det kan der være mange grunde til. Måske var du så vant til, at der skete forkerte ting, så du ikke længere kunne mærke forskel på rigtigt og forkert - eller du har måske haft lukket helt af for følelsen af, at det var forkert, fordi det gjorde for ondt, eller fordi der ikke var nogen til at hjælpe dig. Der kan være mange grunde men det er helt sikkert, at du som barn har reageret på præcist den måde, der hjalp dig bedst til at overleve et liv med overgreb.

Kh Helene
 2 brugere påskønnede Helene for dette indlæg.
jensdk 14-06-2015(UTC), ladylaw 15-06-2015(UTC)
jensdk
#3 Skrevet : 14. juni 2015 16:00:17(UTC)
jensdk

Placering: Member

Gruppe: Brugere
Tilmeldt: 18-03-2014(UTC)
Indlæg: 20

Påskønnet: 13 gang(e)
Blev påskønnet: 19 gang(e) i 12 indlæg
Hej Ladylaw

At du bruger "Det sorte får" får mig til at tænke tilbage på dengang jeg brugte samme udtryk. Det var en ironisk hentydning til, at jeg brød med min families mønstre.

Det er en svær historie du fortæller. Tak for det.
Det er ikke alle der kan rumme en historie som din, så derfor kan omgivelserne også reagere langt fra, som man kunne ønske sig.

Men der er ikke noget sort får over dig :) Det føles sådan når man er det hvide, i en sort flok.

Spors hjemmeside indeholder mange informationer. Rigtig mange
Lokalafdelingerne har mange små og store arrangementer i form af café møder og synlighedsdage der strækker sig fra efteråret og frem til foråret. I Kbh vil vi også lave en walk and talk d.22 juli. der er annonceret på bl.a. vores facebook side.

Det føles rart at vide man ikke er så alene. Så møderne giver mulighed for at lytte og samle lidt information om hvordan andre er kommet videre. Det er ikke noget problem at man ikke er medlem af Spor. Alle er velkomne.


/Jens
 2 brugere påskønnede jensdk for dette indlæg.
Helene 14-06-2015(UTC), ladylaw 15-06-2015(UTC)
Frida
#4 Skrevet : 9. januar 2018 00:26:59(UTC)
Frida

Placering: Newbie

Gruppe: Brugere
Tilmeldt: 08-01-2018(UTC)
Indlæg: 1

Blev påskønnet: 1 gang(e) i 1 indlæg
Måske var det klogt, at du løj?
Jeg kender til 2, der har været udsat for sexuelt overgreb som barn.
Den ene personligt
Den anden har jeg hørt om via hendes søster, som jeg kender
Begge har fortalt det og begge er konsekvent blevet kaldt løgnere
Den ene blev ret udstødt af sin familie
Søsteren til den anden omtaler hende konsekvent som løgner. Hendes psykiske handlinger er dog så karakteristiske, at jeg tror det er sandt - også det faktum, at søsteren, jeg kender, har været brugt i den grad af sin far til hjælp i arbejdet, at det minder om udnyttelse,, dette fortsætter stadig nu, hvor forældrene er gamle.
Jeg selv har først for en måned siden indset, at det virkelig var et overgreb med konsekvnser jeg var udsat for., da jeg var 5. Jeg har kun fortalt en om episoden, hvor jeg formåede at flygte ud af sengen fra min onkel, der pludselig var der. Jeg fortalte det til hende efter jeg var 40.
Jeg blev mobbet og holdt udenfor i hele min barndom. Jeg forstod aldrig hvorfor.
Da jeg blev 17 og forelsket brød jeg sammen og fik diagnosen bipolar efter ½ års indlæggelse på lukket afdeling uden mulighed for motion.
Det var først for en måned siden en psykoanalytiker fandt frem til, at jeg ALDRIG skulle have haft en diagnose gennem de 43 år.
Jeg er overbevist om, at alternativet til min tavshed havde været opsplittelse af familien eller udstødelse af mig.
Jeg ved ikke, om følgen af en åbenhed, da jeg var 5 og derefter havde været forfærdelig ?
Følgen af diagnosen og al den tvang og følgerne af psykofarmaka med den tilsigtede manglende fornemmelse af egne følelser i situationer har givet et langt dårligere liv end ellers..
Måske havde det været bedre at være familiens sorte får???

Det vil jeg spørge i morgen, hvor jeg ser psykoanalytikeren igen...

Religiøst set var der nok en mening i, at jeg skulle opleve, hvordan man behandles ALLERVÆRST i det danske samfund... Jeg ser ingen anden mening end noget religiøst Gud ville med mig
Jeg kan kaldes frigjort i dag, men er gammel og meget mere træt end, hvis jeg havde fået hjælp til at glædes ved mig som kvinde for for eksempel 30 år siden.
 1 bruger påskønnede Frida for dette indlæg.
Helene 09-01-2018(UTC)
Sonja
#5 Skrevet : 1. april 2018 07:06:17(UTC)
Sonja

Placering: Newbie

Gruppe: Brugere
Tilmeldt: 30-03-2018(UTC)
Indlæg: 2

Blev påskønnet: 1 gang(e) i 1 indlæg
Jeg kender alt til det med at være det sorte får i familien. Jeg er den ældste i flokken ud af fire. Min ældste lillesøster er to år yngre og min yngste søster er syv år yngre. Vi har også en bror,men han er ikke en del af vores barndom. Min mor og far var gift fra 1961 og blev skilt i 1970. Min mor valgte desværre den forkerte mand bagefter. Hun blev kæreste med vores farbror,som var et sølle menneske. Han havde ikke haft nogen god barndom, min farmor hadede ham. Og min far var hendes ynglingssøn. Jeg elskede min Far overalt på jorden. Og ønskede bare, at han ville tage mig med sig. Min mor flyttede fra min farbror i 1975. De første to år så jeg ikke min far og der var meget ballade om hvordan det skulle foregå. Min søster ville ikke med og min yngste søster kendte ham ikke. De fem år af mit liv og barndom var de værste. Vores farbror truede os med børnehjem og at mor ville dø hvis vi nogensinde sagde noget om hvad han gjorde ved os. Han var det mest modbydelige menneske og vi var så bange for ham. Han har ødelagt mange år af mit liv. Min søster har fortrængt det og mener jeg er fuld af løgn. Jeg ville ønske at jeg aldrig havde sagt det til familien. Det har skadet mere og den dag i dag sætter det stadig dybe spor i familien og min sjæl. Heldigvis har jeg de sidste år haft en god og kærlig familie.
Piacolere
#6 Skrevet : 2. april 2018 17:50:52(UTC)
Piacolere

Placering: Newbie

Gruppe: Brugere
Tilmeldt: 02-04-2018(UTC)
Indlæg: 3

Påskønnet: 6 gang(e)
Kære Ladylaw
Er du pt i et voldeligt ægteskab ? Det er sådan dit indlæg slutter. Har jeg misforstået noget ?
Se at komme på krisecenter i så fald.
Væk fra vold.
Det er der ingen der fortjener.
Jeg har selv været i adskillige voldelige forhold. Det vil jeg aldrig byde mig selv igen. Jeg er mere værd end det. Jeg har opdraget min søn i sin afdøde far's ånd.. "selvom du kan være øretæveindbydende slår jeg aldrig på kvinder " . Et hankøn der slår en kvinde er IKKE en mand.

Sorte får var jeg også i familien. De ville ikke SE mig og at jeg havde det svært ved at være anderledes og ikke en del af deres fællesskab. Spor har en god artikel om at være syndebuk i en dysfunktionel familie. De andre familiemedlemmer lægger al deres skyld , problemer og synd på dig og er selv dejlig frie mens du bærer hele familiens byrde. Jeg har droppet familien. Den rolle ønsker jeg ikke.
Jeg vil hellere føle mig ensom end at bære på deres bras
. Min ene søn og barnebarn er mit et og alt.
Skriv evt hvis du er i knibe...
Brugere som besøger dette emne nu:
Guest
Gå til forum  
Du kan ikke skrive nye indlæg i dette forum.
Du kan ikke svare på indlæg i dette forum.
Du kan ikke slette dine indlæg i dette forum.
Du kan ikke ændre dine indlæg i dette forum.
Du kan ikke lave afstemninger i dette forum.
Du kan ikke stemme i dette forum.